10. klasse fra Hurup Skole i Thy vandt CO-industris og Dansk Industris konkurrence 'Zapp selv - fortæl om Europa' (omtalt i Folkeskolen nummer 49/95).
Holdet havde produceret en 'futura-box' med alt fra digte til kronikker og tidsmaskine til sprællebamse. Boxen giver mulighed for at vælge netop den indgang til EU, som passer den enkelte.
På Hurup Skole vælger eleverne i 10. klasse mellem en praktisk linje, en idrætslinje eller en Europalinje. 10. klasses lærer, Eva Christensen, fortalte ved prisoverrækkelsen, at Europaholdet netop havde afsluttet et projekt om unge i Europa, da de hørte om konkurrencen, og så var det oplagt at være med.
De 21 elever på holdet brugte så hver torsdag i en måned på konkurrencen. Belønningen for sliddet var en tur til Bruxelles, hvor de mødte EU-kommissær Ritt Bjerregaard, EU-parlamentsmedlemmerne Freddy Blak og Christian Rovsing og unge fra Europaskolen.
Det var i det hele taget en travl uge for de unge fra Hurup. De kom hjem fra Bruxelles i lørdags, og allerede søndag tog de af sted til Berlin på en længe planlagt tur.
Zapp til Bruxelles
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.