Wiedemann fremkalder minder om tidligere læreruddannelse

Hvor er det her dog interessant læsning. Anbefalelsesværdig for alle hel- og halvnørder på et hvilket som helst lærerværelse eller personalerum. Men selvfølgelig er det tørt, når vi diskuterende bliver ført ind i striben af vidt forgrenede samfundsudviklinger og organisationer, som alt i alt sætter dagsordenen for det aktuelle skole- og uddannelsesbillede i Danmark. Selve sproget i bogen er imidlertid vidunderligt ligetil.

Finn Wiedemann er en erfaren forsker og lektor ved Syddansk Universitet med base i Odense, og han har en alsidig forfatterkarriere ved siden af den universitære. I bogomtalen her er der i virkeligheden tale om en opdateret og stærkt revideret andenudgave af en bog fra 2011.

Bogens indhold og genstandsfelt ser med Wiedemanns egen grafik (og anmelderens kragetæer) sådan ud, som det ses på billede, der kan findes i en kommentar under anmeldelsen. Grafikkens yderste firkanter er ikke bare et udtryk for den hypotese, at fænomenerne globalisering, vidensamfund, ændrede rammer for identitetsdannelse og begrebet om konkurrencestaten er tydelige rammefaktorer for hele uddannelsessystemet, herunder grundskolen – disse analysebegreber (alias de "makrokulturelle udviklingstræk") er også dem, der bestemmer bogens struktur.

Wiedemann gennemgår simpelthen systematisk alle fire udviklingstræk, og for hvert udviklingstræk bliver der defineret, historiceret og teoretiseret, og de mest gængse diskurser bliver nævnt og eventuelt problematiseret – inden hvert hovedkapitel afrundes med et særligt afsnit under overskriften ”Konsekvenser for uddannelsesverdenen”.

Værsgo! Fin servering, systematik i fremstillingen, dejlig smag. Det er ganske enkelt en lille, god grundbog (kun 138 sider) inden for det uddannelsesteoretiske og -politiske felt. Og Wiedemanns bog giver mindelser om tiden, hvor man i læreruddannelsen havde plads til den slags væsentlige indholdsområder, så de nyslåede lærere fra start kunne blande sig i de lokale, skolepolitiske diskussioner på skolen og i kommunen – svarende til at de nye lærere i vore dage for eksempel kunne have fået værktøjer til at komme bag om Meebook, MinUddannelse og lignende. ”Skolen i samfundet” var den sidste mulighed, der røg ud af læreruddannelsen. Ak, ak.

Wiedemanns bog har en udpræget god sammenfatning, hvor de fire store, markante udviklingstræk hver især gennemgås for udviklingsdilemmaer, som er kommet i ubalance. Det vil sige: Der er ikke tale om en eller anden "frelsthed" i tilgangen til udviklingstendenserne. Der er tale om en dilemmaorientering, og det er en velgørende måde at anskue tingene på. Men overordnet er Wiedemann ikke i tvivl om analyseresultatet: Det kan ”… tydeligt iagttages, hvordan styrkeforholdet mellem de tre områder stat, marked og civilsamfund og kultur inden for uddannelsesområdet [se igen grafikken] har ændret sig, således at markedet har vundet frem på bekostning af kulturen, sekunderet af en ny statslig rolle, hvor staten agerer som drivkraft eller velvillig arkitekt i denne udvikling”.

De studerende kan helt relevant have brug for bogen i bachelorsammenhæng, men den vil næppe kunne indpasses i den almindelige undervisning. Desværre.