Den skrivende hund Oscar K. har overtalt sin herre og pennefører til at genfortælle den forrygende historie om, hvordan alting hænger sammen som hinandens årsag og virkning og dermed kommer til at udgøre præcis den bedste af alle verdener.
Den unge Candide, adelsmand med blakket stamtræ, suger til sig af huslæreren Magister Pangloss' vidtløftige belæringer og affinder sig med sin skæbne, uanset hvad tilværelsen byder ham af prøvelser. Og det er barske løjer, når han pludselig finder sig selv som bulgarsk lejesoldat med uvelkommen frihedstrang eller bliver pisket til blods og hængt op i fødderne af inkvisitionen.
Voltaires vidunderligt karnevalske historie får sin bekomst, og hverken fortæller eller illustrator lægger fingre imellem. Blod, bylder og bagdele hører menneskelivet til, og det hele kommer med på billederne. Splattereffekter, sygdomme og sex har jo sin naturlige plads i den bedste af alle verdener, så når fortælleren beskriver den unge Candide som veludrustet, tegner illustratoren et forparti som en generøs version af Maries Medister.
Karsk, djærvt og folkeligt er produktet, og en vigtig bid af verdenslitteraturen er gjort tilgængelig for store børn og voksne.
Voltaires Candide eller Optimismen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.