Siden 1994, hvor Center for Alternativ Samfundsanalyse, Casa, også undersøgte lærernes arbejdsmiljø, er antallet af voldsepisoder og trusler steget kraftigt. Dengang havde ti procent af lærerne været udsat for vold eller trusler inden for det seneste år, nu er tallet 24 procent. Flere lærere kan fortælle om flere episoder på et år, således har hver 10. af de ramte lærere oplevet trusler eller vold seks gange eller mere på et år.
Den nye Casa-undersøgelse er en del af en stor undersøgelse af FTF'ernes arbejdsmiljø, hvor DLF har fået lavet en særkørsel på lærernes svar.
At det især er specialskoler og specialklasser, der står for episoderne med vold og trusler mod lærerne, passer ifølge socialrådgiver Birthe Hansen fra DLF's organisationskontor også med den oplevelse, hun har fra kontorets behandling af arbejdsskadesager.
Stressede lærere
Undersøgelsen viser også, at lærerne føler sig stressede. Hele 17 procent er 'virkelig meget' eller 'ret meget stressede', og i alt er det en tredjedel af lærerne, der føler sig stressede. Stressniveauet er lavest blandt de yngste lærere og højst i gruppen af 50-59 årige. Især lærere på de mindste skoler er hårdt ramt af stress.
Trods disse tal viser undersøgelsen også, at langt de fleste lærere oplever deres arbejde som meningsfuldt og med positive udfordringer i hverdagen. De er engagerede i deres arbejde, og tre ud af fire lærere synes, at deres team fungerer godt.
Undersøgelsen viser, at lærerne i deres arbejde ofte kommer ud i følelsesmæssigt belastede situationer. Knap halvdelen svarer, at de oplever situationer, der kræver, at de skjuler deres følelser.
Samtidig oplever lærerne, at de har meget lidt kontrol over deres arbejdssituation, at de har oplevet væsentlige forandringer på arbejdspladsen og over halvdelen synes, at forandringerne har været af negativ karakter.
I rapporten står desuden, at analyserne viser, at stressniveauet er markant lavere hos dem, der oplever, at deres arbejde bliver værdsat af nærmeste leder. Men omkring halvdelen oplever sjældent at blive værdsat i form af ros og anerkendelse. Andre faktorer, der mindsker stress, er at få den information, man behøver for at kunne klare sit arbejde godt, selv at kunne bestemme, hvordan man kan gøre arbejdet samt et støttende og opmuntrende arbejdsklima. Desuden betyder det noget, hvis man har mulighed for faglig udvikling i takt med ændringer i ens arbejdsområde, et godt team, og at der ikke er støj på arbejdspladsen.
"Det er tydeligt at se, hvad god ledelse betyder. At anerkendelse og ros er vigtigt", siger Birthe Hansen.
"Og så er det dejligt, at så mange lærere er glade for deres arbejde og trods alt oplever at have god støtte fra ledelsen".
Løn og interesser
Lærerne blev også spurgt, om de oplever, at der er en person eller en organisation, der varetager deres interesser. Her svarer fire ud af ti at det er der ofte, mens to ud af ti svarer, at det sjældent sker. Om lærerne tænker på sikkerhedsorganisation, tillidsrepræsentant, samarbejdsudvalg, DLF eller andre vides ikke.
På spørgsmålet om lønnen opleves som retfærdig i forhold til indsatsen svarer halvdelen nej. 38 procent svarer "ja, delvis", mens kun 12 procent svarer ja.
Volden mod lærere er steget
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.