Vitaminer til uddannelsen

Mens embedsmænd og paragraf-snedkere har travlt med at flikke en ny ny læreruddannelse sammen, fortsætter tidsskriftet KvaN med at publicere refleksioner og argumenter om uddannelsen og folkeskolen.

Seneste udgave, nummer 45, handler om forholdet mellem uddannelse og person. En af redaktørerne, Ole Pedersen, ridser læreruddannelsens historie op. Der er ikke tradition for, at revision af skole- og læreruddannelseslov følges ad. Det er faktisk kun sket én gang, nemlig i 1894! Men der er såmænd heller ikke nogen garanti for, at lang tids forarbejde betyder store ændringer, 1992-loven blev således forberedt i et udvalg, der arbejdede i tre år og holdt 50 møder. I forhold til 66-loven var ændringerne ganske få og nærmest ubetydelige, konkluderer Ole Pedersen. Ét er sikkert, skriver han: Det er mere end vanskeligt at lave den helt rigtige uddannelse. En lærers arbejde og virke er præget af så eksistentielle spørgsmål og problemstillinger, at der kun vanskeligt kan lovgives på området. Læreruddannelsen må ikke kaste vrag på fagene, men virkelighed og liv kan også beskrives ved hjælp af personlige erfaringer og kunsten, argumenterer han. Og vover så den spådom, at den ny ny læreruddannelse bliver endnu mere faglig, specialiseret og endnu mindre almen.

I resten af tidsskriftets artikler gives solide argumenter for, hvorfor der er behov for fordybelse i læreruddannelsen, hvorfor læreren skal havde solid didaktisk kompetence. Og derfor også hvorfor gode lærere ikke bare kan være seminarie-bachelorer i fire skolefag med et tyndt lag pædagogisk-psykologisk fernis. Tidsskriftet burde være pligtlæsning for alle Frank Dahlgaarderne - i ministeriet, på Christiansborg og for almindelige avis-debattører.

En anden ny KvaN-udgivelse - uden for tidsskriftrækken - er en lille bog til og om professor Mogens Nielsen fra Danmarks Lærerhøjskole, som fyldte 65 år i marts. Det er en god blanding, der er rystet sammen - selv om alle bogens snapse ikke er lige stærke. Mogens Nielsen hyldes fortjent for sine bidrag i den pædagogiske debat, men styrken ligger i de mere sagsrettede artikler. Kirsten Reisby skriver kort og varmt for bevarelse af klasselærersystemet. Og Lotte Rahbek Schou diskuterer sprogligt fortættet om sammenhængen mellem fag og helhed. Og midt mellem alle de kloge artikler finder man en artikel, der nærmest strutter af indholdsmæssige og sproglige vitaminer. Her er hverken tyske citater eller højpandet akademiker-jeg-ved-mere-end-dig-stil. Men der er skarpe iagttagelser og velbegrundet kritik. 'Det er teoretisk set nærmest et mirakel, at eleverne overhovedet tilegner sig noget', slutter artiklens forfatter, Erik Håkonsson. Men inden da har han diskuteret 'den traditionelle' undervisningsopfattelse sammenholdt med den 'nye læringsopfattelse', som uudtalt gemmer sig i skoleloven. I modsætning til andre pædagogiske debattører insisterer Håkonsson på at forbinde diskussionen med elevers og læreres almindelige, komplicerede og facetterede (skole)hverdag.

- Hvis retten til undervisning bliver til krav om læring, ændres undervisningspligten til tvang, citerer han Bent Nebe-Nielsen. Læreren kan ikke nøjes med at vejlede, men må, trods alle erkendelser om elevers tilegnelse og undervisningens frihed, påtage sig sin voksenhed, sin tro på noget, at noget er vigtigere end noget andet, i forhold til barnet, lyder en af Håkonssons konklusioner.