Vision 2010

Lad det være sagt straks. Jeg finder ikke 'Vision 2010' overbevisende som en vision om løsning af skolens dannelsesopgave, og jeg synes ikke, den demonstrerer indsigt i de påtrængende problemstillinger og udfordringer, der kunne få skolens aktører til at spidse øren og lade sig udfordre og inspirere af dette indlæg. Jeg synes således, at visionen rammer skævt i forhold til det vigtigste, og at den fremskriver en udvikling, som overvejende tager afsæt i perifere forhold.

Visionen er udarbejdet som inspirationsgrundlag for Folkeskolerådets indstillinger til undervisningsministeren om folkeskolens udvikling ind i det nye årtusinde. Instillingerne fremgår sidst i publikationen. Jeg kommenterer ikke disse indstillinger og deres funktion.

Bogen er på 90 gennemillustrerede A4-sider. Illustrationerne formidler sådan set det tætteste, vi kommer på en vision i forhold til min efterlysning af fokus på skolens dannelsesopgave. Bogens smukke fotografier viser således elever i forskellige samværs- og arbejdssituationer, der tilsammen er udtryk for en mangfoldighed i undervisnings- og arbejdsformer, og de viser, at 'skole' kan udfoldes både i smukke og velindrettede lokaler og i skolens forskelligartede udendørsarealer.

Jeg er mere usikker på illustrationernes formidling af visionen om lærerens opgaver. Vi ser enkelte mandlige lærere i situationer, hvor de giver individuel vejledning eller taler med en mindre gruppe elever, og på to billeder ser vi glimt af kvindelige lærere, som ser ud til at være kommet med ved et tilfælde. I min vision om folkeskolen år 2010 er der også mange mandlige lærere, helst 50 procent, hvoraf det følger, at der også er 50 procent kvindelige lærere. Men væsentligere: I min vision er lærerne til at få øje på. De er ledere af det sociale arbejdsfællesskab, de er faglige formidlere af væsentligt indhold til alle elever og til enkeltelever, de er vejledere af den enkelte elevs og grupper af elevers arbejdsproces - og de taler med eleverne om deres læring og om kvaliteten i undervisningen.

Bogen kan naturligvis ikke læses alene gennem sine illustrationer, selv om de fylder næsten en fjerdedel. Teksten udgøres af seks forestillinger om skolen år 2010. I forordet annonceres de som udtryk for, hvilken 'retning folkeskolen skal udvikle sig i', eller 'hvordan skolen kan komme til at se ud'.

Der er ingen subjekter - hvem der vil argumentere for dette, og hvem der har magt til og muligheder for at realisere det, forbliver uvist. Mangelen på personer som ansvarlige drivere af udviklingen får visionen til at fremstå som ren besværgelse, og anonymiteten i fremstillingen - der er ingen forfatternavne, men fotograferne er nævnt - generer mig dybt. Det gør teksten vanskelig at læse og endnu vanskeligere at forholde sig til.

Sprogbrugen i de fleste af de seks forestillinger giver mig indtryk af, at de er skrevet af personer med en perifer tilknytning til skolen, og i hvert fald er der tale om en ikke-professionel sprogbrug i forhold til skolen som kulturinstitution og til de opgaver, skolen skal løse.

Jeg er i de senere år blevet bekendt med en række visioner formuleret af en skoles samlede personale. De er mindst lige så visionære som den foreliggende, men de udmærker sig i særdeleshed ved at være konkrete i forhold til, hvem der har ansvar for hvad, og ved at formulere kvalitetskriterier, som de involverede forpligter sig på. Måske kan den foreliggende vision være en del af inspirationsgrundlaget for formulering af sådanne forpligtende visioner, som dog må rumme en mere præcis analyse af aktuelle forudsætninger og problemstillinger end denne publikation, hvis visionen skal fungere som en udviklingssamtale og som pejlemærke for lærernes kompetenceudvikling.

Mogens Nielsen udtalte til Mikkel Hvid (Folkeskolen 2000 nummer 33): 'Skolen ændrer sig ikke, fordi der kommer et nyt forskningsresultat. (Eller en ny flerfarvet publikation - min tilføjelse). Det eneste, der kan ændre skolen, er engagerede lærere og skoleledere . . . Det viser al forskning'.

Så en vision for 2010 burde i højere grad end den foreliggende handle om, hvordan skoleledere og lærere kan bevare eller udvikle deres engagement og deres professionalitet, for det er dem og ikke skolens eksterne parter, der kan udvikle skolen.