Undersøgelsen tegner billedet af en ungdomsuddannelse, der understøtter den enkelte elevs særlige kompetencer og interesser inden for it og samtidig tager hånd om hans individuelle, særlige behov.
I et bredere samfundsperspektiv åbner AspIT for, at de unge kommer i arbejde og bliver i stand til at forsørge sig selv, i stedet for at ende på førtidspension, som det ville være alternativet for nogle.
"Hvor man typisk i undervisningssystemet forsøger at kompensere for en elevs eventuelle handicap, er det interessant at se, hvordan AspIT i positiv forstand benytter sig af elevernes handicap og udvikler den enkelte elevs talent", siger evalueringskonsulent Per Toft fra Eva.
Uddannelsen træner også elevernes svage sider
Mange aspergere har nogle meget stærke særinteresser - og på AspIT optager man unge, der er vilde med it.
"Man videreudvikler så deres it-kompetencer, samtidig med at man træner dem i det, der typisk er deres svage side - nemlig de personlige og sociale kompetencer der skal til for at begå sig på en arbejdsplads. Ingen andre landsdækkende uddannelser har tænkt så langt i forhold til den treårige STU", siger Per Toft.
De virksomheder, der ansætter de unge aspergere, er glade for at have dem og betegner AspIT som en succes. Tilfredsheden gælder både dimittendernes it-faglige kompetencer og deres evne til at indgå på arbejdspladsen.
Flere af virksomhederne ser også ansættelsen af elever fra AspIT som en mulighed for at få løst nogle opgaver, som de har svært ved at få løst af deres ordinære personale - herunder en række rutineprægede ting som for eksempel testopgaver.
Fakta om AspIT
AspIT er en særligt tilrettelagt treårig ungdomsuddannelse for unge med Aspergers syndrom.
Uddannelsen udbydes inden for rammerne af loven om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov, STU.
Den giver unge autister med særlig interesse og talent for it mulighed for at tage en erhvervsrettet uddannelse inden for it.
Undervisningen foregår på små hold på mellem fire og otte elever.
Uddannelsen er skabt af Vejle Handelsskole og findes nu på erhvervsskoler i København, Odense Esbjerg, Vejle, Skive, Århus, Aalborg og fra 1. januar 2011 også i Rønne.
Se Evas undersøgelse via linket til højre.
Virksomheder begejstrede for unge autister med stærke it-kompetencer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.