Efterhånden kan »Vildfred« tilbyde en lang række hæfter om mangfoldige naturemner. Her formidles spændende viden og aktiviteter i børnehøjde, og i undervisningen kan vi bruge de vidt forskellige temaer til at befordre elevernes udvikling frem mod bæredygtige borgere.
De to seneste hæfter er tænkt anvendt af såvel store som små. Tidligere hæfter har været opdelt i henholdsvis et »Lille Vildfred« og et »Store Vildfred« og dermed rettet mod to forskellige målgrupper dog med næsten samme indhold i de to udgaver. Imidlertid er indholdet nu i den nye form efter min vurdering bedst egnet til de yngste og mellemste klassetrin, og det er sandsynligvis også her, der er det største behov for sådanne supplerende materialer. En del tekster kan dog kun anvendes som oplæsning eller selvlæses af de stærkeste læsere blandt målgruppen. Men indholdet støttes af mange gode og forskelligartede illustrationer. Og endelig kan indholdet naturligvis også blot bruges som inspiration til underviseren.
I »Kysten og havet« beskrives livet ved de danske kyster. Et par børnereportere har været på Nordsømuseet, hajer i danske farvande behandles, der lægges op til strandundersøgelser, og her fortælles om emner som salt, hvaler og alger.
Temahæftet om skidt og skrald behandler affald og genbrug hovedsageligt med udgangspunkt i det for eleverne bedst kendte fra hjem og husholdning. Her er statistik om affaldsmængder, et brætspil om genbrug og emner som kompost og regnorm. Omkring deres skole indsamler 0.b i løbet af en times tid 28 kilo affald. 3.b besøger et forbrændingsanlæg. Her snakkes om elektronisk affald, og der gives en vejledning i at splitte en gammel computer ad husk at tage stikket ud.
I begge hæfter er der en række opgaver, der kan anvendes direkte af eleverne. Her er også en Natur-spørgekasse, hvortil man selv kan indsende spørgsmål. De enkelte emner i hvert tema er uafhængige af hinanden, og der kan plukkes i indholdet alt efter behov og lokale muligheder. Til slut bringes en side med korte kommentarer til den voksne.
De næste »Vildfred«-numre der udkommer tre hæfter per år kommer til at handle om naturen som legeplads, drikkevand samt H.C. Andersen og naturen. Så hvis skolen ikke allerede abonnerer på »Vildfred«, så er det tiden at få det bestilt. De fleste emner er langtidsholdbare og kan anvendes igen og igen på skolen i forskellige sammenhænge.
Vildfred nummer 17: Kysten og havet / Vildfred nummer 18: Skidt og skrald
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.