Vilde planter - lige til at spise

At plukke vilde, spiselige planter gør dig glad hele tre gange: Når du indsamler dem, når du laver maden, og når du nyder et godt måltid. Sådan siger forfatterne til "Spis vilde planter” i deres forord. Jeg kunne tilføje, at bogen gør dig glad, blot du bladrer og læser lidt i den.

Med sine fine tegninger og dejlige billeder og en klar og præcis beskrivelse af planterne er bogen en fryd at gå om bord i. Og så fungerer den, i såvel opbygning som format, som en feltguide. Men den er mere end det; man får en kort indførelse i planternes kulturhistorie, høsttidspunkt, anvendelse og smag og dertil nogle enkle opskrifter.

Bogen udkommer netop nu, hvor frodigheden i det danske sommerland frister til udendørsaktiviteter. Har man glemt sin botanik, er der hjælp at hente i starten af bogen med tegninger over planters opbygning. Har man aldrig samlet vilde planter, råder forfatterne dog til, at man allierer sig med en kyndig de første gange. Eventuelle giftige forvekslingsmuligheder er beskrevet ud for den enkelte plante.

I disse år, hvor nyt nordisk køkken er aktuelt nationalt som internationalt, er det oplagt at udgive en håndbog til brug for alle, der vil udforske den danske flora og gøre kokkene kunsten efter. Og det er forfriskende med en ny håndbog over nogle af de gamle, men ofte oversete køkkenurter sammen med de nye og trendy. Det er klart, at bogen ikke er udtømmende, og der er da også favoritter, som man leder forgæves efter som for eksempel mjødurt og brøndkarse, men så er der plads til endnu en bog i rækken.

Da den ene forfatter er biolog, er navngivningen af planterne naturligvis korrekt, men dels er nogle planter kendt under flere navne, dels har frugterne af og til et andet navn end planten, så det havde været rart, om man havde givet plads hertil. Det drejer sig for eksempel om sødskærm, som også kaldes spansk kørvel, og frugten af revling, som kaldes sortebær. Det skaber også en smule forvirring, at man ikke kan slå enkelte af planterne op i registeret efter deres kendenavn. For eksempel står mælkebøtte ikke under M, men under A for almindelig mælkebøtte, og timian ikke under T, men under B for bredbladet timian, og der er ej heller en henvisning. For en nybegynder udi planteindsamling ville begge dele være en håndsrækning.