"Jeg fristes til at spørge, om kommunerne og de enkelte skoler altid har de kompetencer, der skal til for at bygge og drive skolebygningerne", skrev erhvervsminister Bendt Bendtsen i et debatindlæg i Berlingske Tidende i august og pegede på erfaringer fra England, hvor man flere steder har overladt både bygningsvedligeholdelse, drift og administration til private virksomheder, mens det offentlige koncentrerer sig om at undervise eleverne.
Nu gør Erhvervs- og Boligstyrelsen så alvor af overvejelserne og har udbudt en konsulentopgave om kortlægning af modeller for, hvordan det offentlige og det private erhvervsliv kan samarbejde om nybyggeri, renovering, drift og vedligeholdelse af de danske folkeskoler.
"Projektet skiller bygningerne ad fra indholdet, altså undervisningen", understreger fuldmægtig, civilingeniør Astrid Jessen, Erhvervs- og Boligstyrelsen.
"Konsulenterne skal kortlægge de juridiske, økonomiske og organisatoriske konsekvenser og muligheder for at inddrage private virksomheder dels i selve bygningsvedligeholdelsen, dels i driften forstået som administration, rengøring, kantine..."
Astrid Jessen forestiller sig ikke, at det bliver aktuelt med hverken lovændringer eller så vidtgående privatiseringer, som det ses i England. Men konsulenternes arbejde skulle gerne medføre, at kommunerne kunne blive præsenteret for en streibe vellykkede eksempler fra både ind- og udland på gode kontrakter med private virksomheder og på nogle af de værktøjer, som allerede findes på markedet til at styre vedligeholdelseskontoen, så skolerne ikke forfalder.
Vil se på sparemuligheder ved at lade private drive skoler
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.