Vil kigge på aktindsigt

Det massive pres på justitsminister Frank Jensen for at få ham til at ændre offentlighedsloven, så der ikke er adgang til at se ansattes personalemapper, ser ud til at bære frugt. I sidste uge meddelte han Folketingets retsudvalg, at han vil nedsætte et udvalg, der skal undersøge, om en lovændring er nødvendig.

I første omgang var Frank Jensen ikke til sinds at ændre loven, men efter at en række personer har bedt om indsigt i offentligt ansattes personalemapper med den mere eller mindre åbenlyse hensigt at chikanere dem, og efter at både borgmestre og faglige organisationer har protesteret højlydt, har ministeren skiftet synspunkt.

Hvordan en eventuel ændring kommer til at se ud, er der ingen, der ved. En række politikere er betænkelige, hvis det betyder, at mulighederne for at kontrollere myndighederne forringes, og den radikale retspolitiske ordfører, Bjørn Elmquist, understreger, at nedsættelsen af udvalget ikke betyder, at partiet har sagt ja til at ændre loven. Hvis den skal ændres, vil forslaget blive fremsat i løbet af efteråret.