I forhold til finansieringen af de videncentre, som blandt andet professionshøjskolerne driver, er det relevante spørgsmål, om det er rimeligt, at de økonomisk skal kunne bære sig selv, mener Laust Joen Jakobsen.
En evaluering har for nylig vist, at de videncentre, som har fået midler fra Undervisningsministeriets pulje til udvikling af videncentre, lever op til målsætningerne for tildeling af midler. De er blevet etableret, har samlet viden, kompetenceudviklet medarbejderne og skabt nye uddannelsestilbud. Men den fremtidige finansiering er en stor udfordring, konkluderer rapporten.
Dobbeltrolle besværliggør finansieringen
Udfordringen består blandt andet i, at videncentrene er i en dobbeltrolle. De skal både samarbejde med eksterne parter og levere viden til uddannelsesinstitutionerne bag. De skal både orientere sig udadtil og indadtil, så de på den måde skaber bro mellem praksis og uddannelserne.
"Kravet om, at viden skal føres tilbage til institutionerne, skal være med til at sikre en kvalificering af uddannelserne. Men det betyder også, at de ikke kan fokusere 100 procent på de indtægtsdækkede aktiviteter", siger evalueringskonsulent i Danmarks Evalueringsinstitut, Christel Sølvhjelm.
Videncenter drives uden støtte
Men det kan godt lade sig gøre at drive videncenter uden støtte fra Undervisningsministeriet, siger leder på Videncenter for Sundhedsfremme ved University Collage Syd, Børge Koch, til ernaeringogsundhed.dk. Hans videncenter har ikke fået midler fra ministeriets pulje til etablering, og alligevel løber det økonomisk rundt. Frem for støtte så Børge Koch hellere, at Undervisningsministeriet tilbød en underskudsgaranti, så centrene ikke bliver nødt til at lukke, hvis det ikke kan løbe rundt økonomisk.
Globaliseringsmidler til professionshøjskoler
Formand for professionshøjskolernes rektorforsamling Laust Joen Jakobsen, synes det er flot, at University Collage Syds Videncenter for Sundhedsfremme kan få økonomien til at hænge sammen. Men centeret er undtagelsen, der bekræfter reglen, mener han. Desuden er det afgørende spørgsmål ikke, hvorvidt Undervisningsministeriet skal støtte det enkelte videncenter direkte.
"Det, vi taler om i sektoren, er, at regeringen i de kommende forhandlinger om globaliseringsmidler skal være opmærksom på, at professionshøjskolernes udviklingsbasering understøttes", siger han, og henviser til, at evalueringen har vist, at der er brug for videncentrene.
Professionshøjskolerne skal have en større del af globaliseringsmidlerne, og så er det op til professionshøjskolerne inden for rammerne at afgøre, hvilke projekter, de skal bruges til, mener han.
Videncentre har svært ved både at skabe viden og skaffe penge
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.