Vaks står for "vælg afkodningsstrategi", og en undersøgelse, som kommunen har foretaget, viser, at anvendelse af materialet og de læringsstrategier, som det indeholder, næsten halverer antallet af eleverne i risiko for læsevanskeligheder.
"Vi har kunnet konstatere, at gruppen af risikoelever efter et antal Vaks-lektioner det første år faldt fra 4,9 til 2,5 pct., og det andet år fra 6,0 til 3,5 pct. Det er overbevisende resultater, siger læsekonsulent i Viborg Kommune, Sanne Lindekilde.
Hun fortæller, at tilbagemeldinger fra de lærere, der har brugt Vaks, viser, at materialet fungerer godt.
Systematisk metode
"Vi har hele vejen rundt fået at vide, at materialet er velfungerende, og at det giver gode resultater for lærerne", siger læsekonsulenten.
Dansk Videnscenter for Ordblindhed har fulgt Viborg Kommunes afprøvning af undervisningsmaterialet Vaks, og har offentliggjort en rapport, der peger på, at eleverne har stor fornøjelse og tryghed af metoden og at lærerne tager godt imod metoden, selv om den med sin systematik adskiller sig fra almindelig specialundervisning.
Vaks er udarbejdet af Elisabeth Arnbak og Ina Borstrøm. Det er inspireret af det canadiske Phast-materiale, og er blevet rost for at være alsidig og systematisk.
Vaks træner ordlæsestrategier på basis af henholdsvis lyd, genkendelse og betydning. Metoden giver eleverne redskaber til at afkode ord, som de tidligere måtte opgive.
I Viborg vil man fremover anvende Vaks i folkeskolernes 3. klasse og i 4. og i 5. klasse i kommunens læsecenter.
Viborg: Vaks virker i forhold til læsesvage
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.