Et af scenarierne i debatoplægget tegnede et billede af en overbygningsskole, som skulle blive til ved at lægge tre navngivne skoler i Viborg sammen. Det var med til at få debatten til at køre af sporet.
Skolenedlæggelser sommeren 2015
"Der gik følelser i det blandt forældre: 'Nu taler de om, at der skal ske ændringer på Nordre Skole. Det skal der i hvert fald ikke'. Derfor trak vi følehornene til os" fortæller skolechef Chris Rævsgaard Hansen.
Politikerne har besluttet at bevare alle undervisningssteder
I stedet begyndte børne- og ungdomsudvalget forfra og udpegede tre væsentlige udfordringer for kommunens skolevæsen: At mindst 95 procent gennemfører en ungdomsuddannelse, at 30 procent vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, og at folkeskolereformens intentioner skal implementeres og udvikles.
Samtidig opstillede udvalget fire mål, som skal hjælpe skolerne med at indfri udfordringerne:
- Bevarelse af alle undervisningssteder.
- Bevarelse af nærhed i lokalområderne for de yngste børn.
- Styrkelse af udskolingen.
- Styrkelse af ledelsen.
Politikerne vil alligevel diskutere strukturændringer
Derefter satte kommunen en såkaldt involverende proces i gang. Den har budt på tre workshopper om fremtidens skole i Viborg med både lærere, skoleledere og forældre.
Første workshop handlede om ledelse, og på den næste fortalte skoleledere, lærere og skolebestyrelsesmedlemmer fra Fredericia og Esbjerg Kommuner om de diskussioner, de har haft om strukturændringer.
Landsbyskoler overvandt lukningstrussel og har nu vokseværk
Begge kommuner har ændret kraftigt i skolestrukturen. Fredericia er blevet kendt for sine profilskoler, mens Esbjerg til august samler 26 skoler til syv skoler og en børneby fordelt på 28 matrikler.
At Viborg Kommune valgte at invitere netop de to kommuner tyder på, at politikerne vil genoptage strukturdebatten, vurderer Jeanette Winther, næstformand i Viborg Lærerkreds.
"Jeg vil tro, at spørgsmålet kommer op igen til efteråret, for politikerne siger ikke, at de vil bevare alle skoler. De siger alle undervisningssteder, så de kan godt ændre i strukturen. Men på grund af processen de vil være åbne for forslag til, hvordan man kan gøre det", siger Jeanette Winther.
Politikerne kan vælge at genoverveje deres beslutning
Skolechefen udstikker heller ikke garantier for, at der ikke sker ændringer. Tværtimod.
"Esbjerg har fastholdt alle sine undervisningssteder, men der vil blive stillet spørgsmål ved, om det er en god ide, at vi gør det samme. Som udgangspunkt bevarer alle lokalsamfund deres undervisningssted, men vi kan ikke vide, om politikerne genovervejer beslutningen. I modsætning til Esbjerg er vores mål dog ikke, at eventuelle ændringer skal føre til besparelser. Det klarer vi med en årlig budgetbesparelse på en procent som følge af, at vi bliver mere effektive", siger Chris Rævsgaard Hansen.
Når Esbjerg og Fredericia blev inviteret, var det for at høste inspiration og for at få udpeget spor, som Viborg enten skal forfølge eller slet ikke forfølge, tilføjer skolechefen.
"Det kan være, at politikerne slår skoler sammen og samler indskolingen et sted, og mellemtrin og udskoling et andet. Det kan også være, at udskolingen bliver optimeret for at få flere elever til at fortsætte på en ungdomsuddannelse. I dag har vi skoler med kun et spor, og det gør det svært at tilbyde tonede valgfag og valgfagsrækker og også at opfylde målet om, at lærerne skal være uddannet i det fag, de underviser i".
Tilbagemeldinger danner grundlag for ny strategi
I den tredje workshop tegnede 180 skolebestyrelsesmedlemmer et billede af deres drømmeskole. En arbejdsgruppe samler nu deres tilbagemeldinger, som skolebestyrelserne skal drøfte i august, så børne- og ungdomsudvalget kan formulere en strategi for fremtidens skole i september.
Friskolerne vinder frem på landet
Med forløbet har Viborg Kommune taget den dialog med borgerne, som Jens Jonatan Steen, medstifter af tænketanken Cevea, anbefalede i forbindelse med Folkeskolens årlige undersøgelse af skolenedlæggelser.
"Borgerne vil sige nej til, at den lokale folkeskole bliver nedlagt, men hvis politikere og borgere går sammen om at se på, hvad man kan gøre for at få et stærkt og langsigtet skoletilbud, kan man nå langt. Målet må være, at vi har en folkeskole, der bruges af så godt som alle danskere", sagde Jens Jonatan Steen til folkeskolen.dk
Politikerne i Viborg undgår næppe forældreprotester
Selv om Viborg Kommune har involveret især forældre, tror Chris Rævsgaard Hansen ikke på, at politikerne undgår forældreprotester, hvis de begynder at ændre i skolestrukturen.
"I det øjeblik vi rører ved hjerteblod, reagerer forældre på det. Men fordi en lang række mennesker er blevet hørt, kan vi træffe en beslutning på et mere kvalificeret grundlag", siger skolechefen.
Viborg fandt en alternativ vej til ny skolestruktur
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.