De, som er bekendt med Samuel Beckett, vil vide, at hvis der er noget, han ikke er, så er det kedelig - svært tilgængelig - måske, men kedelig, nej. Alligevel er det, hvad forestillingen med den spidsfindige titel 'Vi venter på Godot - hvad venter I på?' blandt andet behandler -den handler nemlig om folks fordomme. Det er en forudsætning, at man er bekendt med Becketts absurde stykke fra 1952, hvis man skal have noget ud af forestillingen, for selve stykket får vi aldrig at se. Til gengæld ser vi to skuespillere, der forbereder sig til at spille det. En forberedelse, der i sin iscenesættelse og dialog på raffineret vis, afspejler mange af den oprindelige versions temaer og problematikker: Hvad er livets mening, hvad bør vi have ud af det og hvem styrer det? Samtidig med at behandle disse tungtvejende temaer, kommer de to skuespillere omkring adskillige andre interessante emner, for eksempel hvad er kunstens funktion og hvad kan overhovedet kaldes kunst? Diskussionen bølger frem og tilbage mellem de to venner og kollegaer, som hver især er repræsentanter for diametralt modsatte måder at leve livet på.
Den ene tydeligvis de lette løsningers mand og den anden helliget fordybelse og indsigt. Adskillige synspunkter kommer på bordet, og det er befriende, at der ikke opstilles et facit. På mange måder en dristig forestilling, som forventer noget af sit publikum og opfordrer til videre refleksion og diskussion. Stykket egner sig perfekt som supplement og inspiration, hvis man ønsker at behandle det absurde teater og denne traditions forfattere. Men det er en svær genre Teatertruppen Replikken har kastet sig ud i, for forestillingen svæver hele tiden mellem fakta og fiktion.
Vi venter på Godot - hvad venter I på
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.