”Vi ved bare, det bliver anderledes”

2. april sidste år stod Cathrine Dick uden for Skolen ved Sundet på Amager. Hen over den blå vinterjakke med pelskrave havde hun et selvlysende bånd, hvor der stod lockoutet. Dengang ville hun gerne ind på skolen og undervise sin 6. klasse, men hun måtte ikke. I dag er hun tilbage i skolens røde bygninger til en hektisk dag med undervisning, møde med skolepsykologen og forberedelse i teamet.

Uden for murene

"Jeg synes, det er lang tid siden", siger hun, når hun husker tilbage på dagene i april. "Det har været skræmmende den måde, det er sket på. Det har været svært at være tilbage på skolen fra 1. maj til sommerferien. Siden sommerferien har vi været i venteposition. Hvad skal der ske? Vi har mange svar til gode. Vi ved ikke, hvordan det bliver. Vi ved bare, at det bliver anderledes".

"Det var en meget grim oplevelse at være lockoutet. Jeg har svært ved at kaste det af mig. Jeg er blevet trampet på. Jeg er ikke som professionel lærer blevet hørt af dem, der bestemmer, og det er meget trist og skræmmende".

Den dag lockouten sluttede, og Cathrine Dick fik lov til at komme ind på skolen igen, havde eleverne pyntet skolens aula op som til en festdag for at sige velkommen til de lockoutede lærere. I dag fylder tiden i april stadig som tunge tanker.

Jeg er nervøs for, hvad vi kommer tilbage til

Samtidig fylder usikkerheden om, hvordan hendes arbejdsliv bliver næste skoleår.

"Det der er svært næste skoleår er, hvor koldt man bliver nødt til at køre sit arbejde. Som lærer lægger man sin personlighed i arbejdet. Det skal skrælles af. Der bliver lagt op til, at vi skal være arbejdsheste, som løser opgaverne. Det ved jeg slet ikke, om jeg kan. Jeg føler, der er en kløft imellem den lærer, jeg er, og den lærer jeg skal til at være".

Tilbage til hverdagen