Vi må videre

Vi må videre! Det er en sur fornøjelse at lege gammel ost, og selv om det stadig ser sort ud, er der lys forude. Det viser justeringen af læreruddannelsen og det københavnske skoleforlig. Hertil kommer, at regeringer og deres flertal forgår, mens folkestyret består. Nedtællingen for Anders Fogh og dermed Bertel Haarder begyndte den dag, Fogh skilte fårene fra bukkene.

På landsplan mangler vi alternativet til Fogh, men det er måske dette, Ritt Bjerregaard med sit skoleforlig i København er ved at designe. Det ser i al fald ud til, at alternativet til den alvidende og dermed farlige højrepolitiske tilstand på Christiansborg i hovedstaden fortsat er det samarbejdende folkestyre. Samtidig synes København at bygge på flest mulig tilgængelige videnskabelige data og ikke som Folketingets skoleforlig på orakelsvar plantet i et globaliseringsråd.

Set fra toppen af Danmark indeholder det københavnske skoleforlig også sine tidsler, blandt andet resultatløn til skoleledere. Til gengæld er forligets fokus på sundhed, bevægelse og skolemad ordet reform værdig. Hvis socialdemokraterne på Christiansborg havde fået afsat penge dertil på landsplan, kunne Margrethe Vestager fra De Radikale ikke med rette have beskyldt dem for at tage fagligt svage elever som gidsler i deres anstrengelser for at gøre sig selv så stuerene, at de kunne være med i samme forlig som Dansk Folkeparti.

Torben Weinreich og Danske Bank kan selvfølgelig hertil hævde, at også folkeskolen skal gøre det, den er bedst til, nemlig undervise. Men hertil er for det første at sige, at ydelsen sund mad kan købes hos det private erhvervsliv. For det andet at primærydelsen undervisning er energi- og evnespild for børn, hvis børnenes maver er tomme eller fyldt med tomme kalorier. Det er der i modsætning til paradeforslagene i Folketingets skoleforlig belæg for i både gamle og nye videnskabelige data, der hverken hælder slemt til den ene eller den anden side.

Med skolebespisning og undervisning i sundhed, i madvaner og bevægelse tages der hul på at bekæmpe nutidens (negative) sociale arv, som jeg tidligere på denne plads har kaldt den kulturelle arv. Den tidligere (negative) sociale arv fratog børnene muligheden for personlig udvikling og uddannelse på grund af familiernes manglende økonomiske formåen, boligstandarden, afstandene til uddannelsesstederne og det sociale tryk for hurtigst muligt at komme ud på arbejdsmarkedet for selv at tjene penge. Den nuværende kulturelle arv fratager børnene de samme muligheder, men i langt de fleste tilfælde af andre årsager, for eksempel elendige madvaner og valg af familieture til Bilka frem for skolegang. Det vil sige manglende evne eller vilje til at administrere dyrebar frihed.

Lyset forude henter desuden sin energi i det forhold, at ændringerne i læreruddannelsen tilsammen kun er en justering og ikke en reform. Når flertallet på ny er på gode hænder, kan vi koncentrere os om at tilbageføre folkeskoleloven og dens formål, så den fortsat bygger videre på dansk børneskoles nu snart 200-årige historie og samtidig bidrager til, at børn bliver verdensborgere, der kan løfte den opgave, som det begreb og det moderne erhvervsliv fordrer.

Derfor er tiden til at give den særegne danske folkeskoles kronjuveler nyt liv. Skulle nogen mangle idéer hertil, må vi en tur på lageret. Der er nok af dem.

Chresten Sloth Christensen er børne- og kulturdirektør i Skagen

»På landsplan mangler vi alternativet til Fogh, men det er måske dette, Ritt Bjerregaard med sit skoleforlig i København er ved at designe«