Hun er i de forløbne dage stået frem i medierne med en dyb undren over, at hun selv og skolens øvrige ansatte er blevet mødt med mistro og kritik. De har følt sig krænket af lærere fra andre skoler, efter at anonymiserede versioner af skolens individuelle elevplaner er blevet lagt ud på Undervisningsministeriets hjemmeside som eksempel på fremtidens krav om planer for hvert barn.
Flere lærere har i det interne lærerdebatforum på Skolekom spurgt meget kritisk til, hvordan I inden for arbejdstiden finder tid til at udfylde de planer, og du har forsøgt at besvare spørgsmålene. Er det mobning?
"Nu handler det ikke kun om Skolekom, men også om andre sammenhænge, hvor lærere andre steder fra har chikaneret lærere herfra", siger Grethe Andersen. "Og inde på Skolekom er det ikke dialogen og spørgsmålene, der er problemet - det er tonen. Og jeg er glad for, at der nu er kommet et ikon på, hvor man indskærper, at debatten skal foregå i en ordentlig tone".
Grethe Andersen understreger, at hun ikke har noget politisk ærinde hverken med at offentliggøre skolens eksempler på elevplaner eller med efterfølgende at stå frem i medierne og fortælle om den mobning, hun føler, at hun og kollegerne er udsat for:
"Vores ærinde er at udvikle folkeskolen. Det tager tid at komme i gang med at arbejde med elevplaner, og det er vigtigt at være varsom, når man arbejder med skriftlighed i forhold til elever og forældre. Men vi har fået så meget igen. Vi har ikke længere de her klager fra forældre i indskolingen, der kommer fra daginstitutionerne med den tætte kontakt til et system med to gange et kvarters møde om deres barn hvert år. Nu føler forældrene, at lærerne har tjek på det", siger Grethe Andersen.
"De planer, som man nu kan se på nettet er planer, vi har brugt i 3. klasse, og som forældrene har set. Men vi har også lærere, der har arbejdet med andre typer af elevplaner kun til internt brug. Det er vigtigt for os, at det her ikke bliver et bureaukrati med faste skabeloner, ligesom det er utrolig vigtigt, at planerne ikke betyder, at man definerer barnet. Børn kan forandre sig, og det skal der være plads til".
Grethe Andersen glæder sig, til medieopmærksomheden er overstået, og skolen igen kan komme i gang med at sende materiale om sit arbejde med elevplaner til de mange skoler, seminarier, lærere og ledere, der har henvendt sig med positiv interesse for Vester Mariendal Skoles arbejde med elevplaner.
Skolen har en amtslig specialklasserække for bevægelseshæmmede børn, og de offentliggjorte elevplaner bygger på specialklasseplanerne:
"Vi har rigtig mange ting i gang - fordi lærerne, pædagoger og terapeuter sammen finder det vigtigt. Ledelse opleves som samspil, og det medfører, at de lærere, der føler sig krænket bl.a. henvender sig til mig. Når jeg hører det, kommer 'tigerkvinden' eller hvad jeg nu kan bruge som metafor op i mig - jeg er klar til at forsvare mine", siger Grethe Andersen til folkeskolen.dk
Vester Mariendal-leder: Vores budskab er ikke politisk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.