Otte muntre og fantastiske fortællinger, hvor børn oplever at være hovedpersoner i et drømmeunivers, hvor de kan rejse til Afrika i et brev, flyve med en tyggegummiballon, blive verdensmester i skateboard, stå på vandski på et par åkandeblade efter en stor laks og trylle ting frem og tilbage.
"Slangen i lokummet" er en lidt mere realistisk fortælling om, hvordan morfar mødte mormor under en tur til Afrika. "Verdens største tommeltot" handler om Lea og hendes nye mobiltelefon. Et overdrevent sms-forbrug fører til, at hendes tommeltot vokser til gigantiske dimensioner, hvad der er temmelig upraktisk, men heldigvis findes der en klinik for alt for store kropsdele.
Fortællingerne er velskrevne og morsomme, men ikke helt lette. Lix-tallet er mellem 14 og 16. Desværre er der trykt på ret tyndt papir, så tekst og tegninger fra foregående side lige anes på den følgende side. Det er ikke så galt, at bøgerne er uanvendelige, men det kan genere specialundervisningseleven, der er en af målgrupperne.
Der er farveillustrationer på alle opslag, og de passer godt til teksten.
Til bøgerne er udarbejdet opgaver og facitliste, som printes ud fra en cd-rom. Opgaverne går på aktiviteter før, under og efter læsningen. Der arbejdes med både læseforståelse, meddigtning, rim, sammensatte ord, ordforklaringer og puslehistorier.
Der lægges op til både mundtligt og skriftligt arbejde, og det anbefales, at elever arbejder parvis.
Materialet anbefales til frilæsning i 2. og 3. klasse og til specialundervisning.
Verdens største tommeltot / Kaptajn Tyggegummi / Det flyvende skateboard / Den nye opfindelse 1+2 / Brev til Afrika / Fisketuren / Slangen i lokummet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.