Verdens bedste uddannelse

Nummer et på min liste for de næste fire år er at sikre, at alle amerikanere får den bedste uddannelse i verden, sagde USA's præsident Bill Clinton, da han i sidste uge holdt sin årlige tale om nationens tilstand til Kongressen:

Lad os arbejde sammen for at nå disse mål. Alle otte-årige skal kunne læse, alle 12-årige skal kunne logge sig ind på Internettet, alle 18-årige skal kunne komme på college, og alle voksne amerikanere skal have mulighed for at lære hele livet.

Præsidenten fremlagde en tipunktsplan for, hvordan han mener, at uddannelses-problemet i USA skal løses, og han opfordrede alle indbyggere i USA til at tage del i kampen for bedre uddannelse. Og sagde samtidig, at politik skal stoppe ved skolens hoveddør.