Verden i børnehøjde

Det er egentlig lidt misvisende at omtale denne bog under billedkunst. For selv om et væsentligt fokus er små børns oplevelse og udfoldelse inden for faget, er bogens budskab bredere - det gælder barnet som et socialt og lærende individ. Teksten kan ses i forlængelse af forfatterens afhandling om børns billeder suppleret med en kort introduktion til kybernetik som åndsvidenskab.

Bogen fremstår som et ærligt og livsklogt essay funderet i en optagethed af, hvad der er med til at forme vort skole- og menneskesyn. For ældre billedkunstlærere vil mange af de valgte teoretikere være velkendte, ligesom brugen af stadietegninger kan lede tankerne hen på "Kreativitet og Vækst", der fra sidst i 1960'erne nærmest blev en grundbog i billedkunst.

Hvorfor er det så væsentligt at udgive en bog som "Verden i børnehøjde" netop nu? Efter min mening er en vigtig pointe, at det dermed bliver muligt at give et historisk billede af et fagsyn, der kan være vanskeligt at fastholde i dag, hvor den pædagogiske værdisætning er præget af en vis forvirring, og hvor læringsparadigmet er i stadig bevægelse.

Bodil Havskov Jensen er præcist refererende, når det gælder ældre teorier, og noget polemisk, når hun harcelerer over fagets status i dag. Dannelsesmæssigt er det fornøjelig læsning, primært fordi forfatteren er optaget af sit emne og yderst velskrivende; teoretisk fremstår bogen dog lidt fjern og uden den perspektivering, der ville kunne løfte indholdet ind i den digitale tidsalder.