Verbale blottere

Folk, der hver morgen sætter sig i et offentligt transportmiddel på vej til deres arbejde, er ofte ivrige læsere. Ikke så få tager en bog frem, flere griber fat i morgenavisen, og i større byer er gratisaviserne på vej til at være det mest udbredte læsestof. Talelysten i en kupé eller bus er som regel ikke særlig stor, i hvert fald ikke blandt voksne. Møder man en bekendt, kan der dog udspille sig en lavmælt samtale. Folk under 45 kan også finde på at føre en samtale over mobiltelefonen, men det er min erfaring, at sådanne samtaler er hyppigere midt på dagen. De føres højlydt og uden blufærdighed.

Måske er der sket noget afgørende på dette område. Færdes man i det offentlige rum, er man som ung ikke længere så genert ved, at andre kan høre, hvad man siger, selv om indholdet kan være af privat karakter. To oplevelser i henholdsvis bus og tog i samme uge tyder i hvert fald derpå. I en københavnsk bus sad et par i 17-års-alderen og drøftede, hvem af de to der tidligst rejste sig efter samleje. Hun sagde, at hun ikke hele tiden gad elske, og slet ikke så længe. Han sagde, at han da blev liggende, fordi han troede, det var hendes ønske. De mødtes i en forståelse, som blev udbasuneret uden hensyntagen til, at en halv busfuld ikke kunne undgå at høre med.

I toget lidt senere på ugen. Fire piger fra 10. klasse på vej til byen med deres lærer, ikke taler, men råber op om deres sidste weekend, om fyrene, deres røve, hvor stive (det vil sige påvirkede) de selv var, hvor mange der ville være sammen med dem og så videre. Ingen af de voksne morgenlæsere havde det godt med det. Man følte sig som lurer, som voyeur, som en person, der fik indblik i noget, der ikke vedrørte én - helt uden skyld.

For mig at se er der tale om selvoptagethed og dårlig opførsel hos nogle unge, der alt for længe har fået lov at føle sig som verdens centrum. De er jo kun hovedpersoner i deres eget liv.

Professor Higgins

Et par venlige læsere mistænker mig for i forrige klumme at tage fejl af skelsår og skældsord. Men der var jo udtrykkeligt tale om en forstenet vittighed, et ordspil, en kliché, altså netop hvad jeg skrev. Ellers tak!