"Velkommen i skolen" giver et nostalgisk og hyggeligt tilbageblik i alle tiders folkeskoleliv, lige fra Jørgen Clevins "pølsemadpakke" til Kim Fupzs "Uartige mund", der siger "sure suppehøne", når den driller de andre. For ikke at nævne billederne af børn siddende på rækker ved skolepulte og med røde tasker hængende i en krog ved siden af bordet. Og kridttavler. Og lærer-inder. Og en mor, hvis vigtigste råd til den lille ny skolegænger er, at han "skal huske at tale højt og tydeligt og kun svare, når han bliver spurgt".
Her er mulighed for at skrive om den første skoledag, yndlingsleg i frikvarteret og om sidekammeraten - ganske som vi selv og vores forældre har gjort det før os. Og måske er det lige netop her, at det ikke rigtigt fungerer for mig.
Fortællingerne i bogen er hyggelige og elskelige: Elefanten Joakim, Emil, der kysser skolefrøkenen, og endog Pixeline. Nå ja, og Ole Lund Kirkegaards Frode med skoletasken fuld af remoulademadder er også med i denne venlige, pastelgrønne og absolut gode historiebog. Pointen er for mig dog, at det er historie.
Sådan er det altså ikke at gå i skole mere. Folkeskolen kæmper i disse år for at gøre sig moderne og danne og uddanne børn til det moderne liv. Disse bestræbelser ydes på ingen måde retfærdighed i bogen. Forældre og bedsteforældre kan nyde at læse de kendte fortællinger højt og i den forbindelse komme i tanke om en masse sjove anekdoter fra deres egen skoletid. Mange følelser og tanker omkring det at gå i skole vil selvfølgelig række ud over den tid, de er oplevet i. Men en idé om, at denne bog skulle forberede skolesøgende børn på det liv, som venter dem "henne bag de høje, røde mure", accepterer jeg altså ikke; dertil er den simpelt hen for gammeldags og ude af trit med, hvordan virkeligheden i vores skoler ser ud.
Velkommen i skolen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.