Vejret kan vi ikke gøre noget ved. Vand er noget, vi drikker. Nogenlunde således opfattes emnerne af rigtig mange. Skønt det er korrekt, er der langt flere nuancer, som kunne være spændende at kikke nærmere på. Det giver disse to ganske fine bøger nu mulighed for. De indgår i serien "Faktisk!", der er Gyldendals serie til den første faglige læsning i indskolingen - et vigtigt felt, da det er fundamentet for næsten al skriftligt formidlet viden. Kan man ikke den faglige læsning, er man ilde stedt i forhold til det videre uddannelsesforløb. Det er derfor vigtigt at komme godt i gang med området, så børnenes nysgerrighed og interesse bevares så længe som muligt, hvilket disse udgivelser - og serien generelt - giver god mulighed for.
I bøgerne fortælles ganske meget på få sider, og der ligger et stort arbejde bag udvælgelsen af områder, der tilsammen siger så meget, at man som læser bliver både fanget af og godt informeret om emnet. Teksten er skrevet i et lettilgængeligt sprog og ledsages dels af gode fotos og illustrationer, dels af løbende forklaringer på det, der i teksten godt kan være lidt vanskeligt at forstå. Bagest findes et stikordsregister og henvisninger til supplerende litteratur og internettet, som alt sammen er fint med til at sætte rammen i bøgerne. Generelt nogle gode og informative bøger, der bestemt nok skal blive brugt flittigt rundt om på skolerne.
Vejr / Vand
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.