"Hvis du kunne flyve, var du så en ørn eller en sommerfugl?"
Begrebet karrierevejledning bruges i dag synonymt med uddannelses- og erhvervsvejledning. Valgene af job og uddannelse præger et menneskes arbejdsliv, dets karriere, og denne defineres ved de muligheder, positioner og vilkår, der opstår undervejs. Denne livsvarige proces kan i perioder indeholde samtaler med en vejleder. Dialogen giver mulighed for at arbejde bevidst med metaforer og billedsprog, og bogens forfatter ser dette som et vigtigt redskab til at bearbejde individets situation. Det kræver dog, at vejlederen behersker denne tilgang til karrierevejledning, og det er det, denne bog handler om.
Den teoretiske baggrund for vejledningens brug af metaforer er konstruktivistisk teori. Konstruktivismens betoning af sprogets betydning for skabelsen af individets virkelighedsopfattelse og mening danner udgangspunkt, og metaforens iboende fortolkningsmuligheder kan spille en vigtig rolle ved at bidrage til at skabe mening og afklaring i vejledningsprocessen, mener forfatteren.
Bogen beskriver det konkrete arbejde med metaforer. Vejlederen skal via aktiv lytning gribe fat i billedsproget. Betone metaforen, udvide den, opmuntre og udfordre den vejledningssøgende og herved skabe ny mening og bevidsthed hos det menneske, der står i en valgsituation. Der skelnes mellem to typer af metaforer, de fælles og de originale. De fælles er automatiske og dybt forankrede i os. De afspejler ofte de indre vestlige værdier, medens de originale mere afspejler personlige erfaringer og livsindtryk. I tværkulturelle sammenhænge kan dette udgøre en hæmsko i dialogen mellem parterne.
Der gøres rede for ni væsentlige metaforiske billeder kaldet karrierearketyper, der karakteriserer karriereområdet. Ud fra disse ni billeder bygger forfatteren en bred vifte af vejledningens metaforer op. De beskrives i tekstafsnit med arbejdsspørgsmål. De følger også med bogen som et kortspil, der kan bruges i enkelt- såvel som i kollektive vejledningssituationer.
Bogens indhold er inspirerende og kan give nyt blod i vejledningssamtalerne omkring valg og arbejdsliv, men også dansklærere vil finde stoffet spændende, da der er mange sproglige vitaminer og gode ideer i bogen til arbejdet med elevernes historier og sprog.
Vejledningens metaforer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.