Vejledning i fællesskaber

Vejledning udøves oftest som individuel vejledning i en samtale mellem to personer. I sjældnere tilfælde udøves kollektiv vejledning og gruppevejledning. På trods af disse varianter mener denne bogs forfatter, at vejledningen generelt individualiserer valgsituationen og nedtoner samfundsmæssige interesser og vilkår. Loven angiver, at vejledning sker til gavn både for den unge og for samfundet, men vejledningens grunddilemma har altid været dette: Skal vejledningen udøves for den unges skyld eller for samfundets skyld?

Forfatteren ønsker at ophæve denne dualitet ved at rykke vejledningen ud af de kendte former og udøve den i et praksisfællesskab. Bogen beskriver et stykke praksisforskning, der studerer vejledning på en virksomhed, der skal lukke, og på et højskolekursus for unge. Tidshorisonten presser både medarbejderne og eleverne til at træffe et valg om fremtiden.

Vejledningen flyttes ud af kontoret og ud i pauserummet, på gangene, på udflugter og andre uformelle steder. Vejlederen skaber et vi-rum, et netværk og åbner op for individuel afklaring i fællesskabets viden. Herved flyttes fokus væk fra individet. De fælles samfundsmæssige betingelser ses nu som baggrund for individuelle muligheder. Dualismen ophæves.

Bogen er en spændende udfordring til alle vejledere, der arbejder institutionelt. Skal vejledningen flyttes ud i frirummet, med på udflugter, ned i kantinen? Skal vejlederkontoret ændre karakter til et arbejdshjørne i skolerummet?

Bogen er forfatterens let bearbejdede ph.d.-afhandling med teoretiske afsnit omkring kritisk psykologi, praksisforskning og forskningsprocessen. Men det bærende er ønsket om at puste liv i diskussionen omkring vejledningens formål og organisering, og det er forfatteren god til.