Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har i dag godkendt 17 ud af 37 ansøgninger om forsøg på skoleområdet, som de såkaldte frikommuner har indsendt til ministeriet. Det drejer sig blandt andet om forsøg med klassedannelse, holddannelse, aldersintegreret undervisning, idræt, elevplaner, kvalitetsrapporter, fælles ledelse og skolebestyrelser.
"Frikommuneforsøget handler om at vise større tillid til kommunalbestyrelser, forvaltninger, skoleledere og lærere, og jeg har stor tillid til, at alle parter vil forvalte de større frihedsgrader, så der bliver gennemført forsøg, der på sigt kan være med til at videreudvikle folkeskolen", siger Christine Antorini.
Ideen med frikommuneforsøget er, at frikommunerne kan få dispensation fra statslige regler og dokumentationskrav til at afprøve forsøg, der kan udvikle nye veje i den kommunale opgaveløsning, fastslår Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
"Vi skal bruge frikommuneforsøgene til at gå nye veje i forhold til, hvordan vi organiserer undervisning og folkeskolerne, så vi får nogle erfaringer, som vi kan bruge til at udvikle folkeskolen. Derfor har jeg især lagt vægt på, at der er en god pædagogisk begrundelse for frikommuneforsøgene, og at forsøgene vil blive evalueret på en måde, der gør, at vi kan lære af dem og bruge resultaterne til at forbedre folkeskolen. Jeg har også lagt vægt på, at de kommuner, der ønsker forsøg med klasse- og holddannelsesreglerne, fortsat lader klassen være det sociale og faglige omdrejningspunkt for eleverne. Jeg ser frem til, at vores dygtige skoleledere og lærere kan udnytte de større frihedsgrader til elevernes bedste," tilføjer Christine Antorini.
Vejle Kommune driver folkeskoler ulovligt
Vejle Kommune har fået godkendt sin dispensation til aldersintegreret undervisning i hele skoleforløbet. To skoler i kommunen har siden sommerferien gennemført aldersintegreret undervisning i hele skoleforløbet uden for lovens rammer, men er altså nu blevet lovliggjort som forsøg.
Formanden for Danmarks Lærerforening har frarådet ministeren at give dispensationerne frikommuneforsøgene, som den nuværende regering har arvet fra den tidligere regering. Ansøgningsprocessen har været kaotisk, påpegede lærerformanden, der anbefalede, at ministeren i stedet realiserer det forsøgsprogram med forskningstilknytning, som hun har annonceret.
En ny byge af dispensationer er på vej på skoleområdet
De øvrige 20 ansøgninger på Ministeriet for Børn og Undervisnings område er fortsat i gang med at blive sagsbehandlet. De kan ikke godkendes på nuværende tidspunkt, eksempelvis fordi deres forsøg ikke kan godkendes inden for den eksisterende lovgivning. Regeringen overvejer at fremsætte en særlig frikommunelov.
Kommune
Titel på ansøgning
Odense Kommune
Holddelingsbegrænsning ophæves
14/2 kl. 12:39: Ministeriet oplyser, at ansøgningen om Udvidelse af undervisningsbegrebet ikke er godkendt
Fredensborg Kommune
Fleksible hold
En skolebestyrelse med lokal forankring
Folkeskole-kvalitetsrapport hvert 2. år og større frihed til indhold
Gentofte/Gladsaxe Kommune
Ny forbedret udskoling
Styrke det inkluderende arbejde i folkeskolen
Vejle Kommune
Afskaffelse af udtalelse i faget idræt på 8.-9. klassetrin
Indførelse af kontaktlærerordning i folkeskolen
Aldersintegration og fleksibel holddeling - skoleområdet
Målrettet anvendelse af elevplaner i folkeskolen
Idræt og fysisk aktivitet på 7.-9. klassetrin - skoleområdet
Viborg Kommune
Udvidelse af nærmiljøet - store skoledistrikter
Vesthimmerland Kommune
Innovative og bæredygtige enheder i nærmiljøet
Sammenskrivning af kvalitetsrapporten og aftalen vedr. aftalestyring
Odsherred Kommune
Inddragelse af omverdenen i skolen
Øget mulighed for samdrift af skole og dagtilbud
Frikommunerne kan indsende yderligere ansøgninger til 1. maj og 1. november 2012.
Vejle bliver lovlig: Antorini godkender 17 frikommune-forsøg
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.