Eleverne i folkeskolen skriver ofte derudad i den fiktive genre, uden at deres skrivning kvalificeres. Alle de materialer, der kan forbedre elevernes fiktive skrivekompetence, bør derfor modtages med glæde. Det gælder også "Læs og skriv kreativt". Der er hæfter til hvert klassetrin på mellemtrinet.
Udgangspunktet for materialet er, at eleverne først skal læse et afsnit af en fiktiv tekst. Derefter er der nogle meget solide danskfaglige opgaver, som eleverne skal løse. Det drejer sig om opgaver med svære ord, beskrivelser, stavelser, meddigtning og så videre.
Dog synes der at være en mærkelig og besynderlig blanding af grammatikopgaver og litterære opgaver uden et overordnet formål og progression. Umiddelbart giver det ikke danskfaglig sammenhæng, at eleverne det ene øjeblik skal dele i stavelser for bagefter at løse en meddigtningsopgave. Men hver for sig er opgaverne ganske glimrende og solide.
Det virker, som om materialets grundsyn er at tænke læsning og skrivning som to sider af samme sag. De skrivende elever får nogle byggeklodser fra fiktionen, når de læser, som herefter kan bruges, når de skriver. Denne proces fungerer også omvendt, så eleverne kan gennemskue, hvordan en professionel forfatter laver et bestemt litterært kneb - som de derefter kan bruge i deres egen skrivning.
Materialet har klart sin berettigelse i danskundervisning, og det er værd at lægge mærke til, at et hæfte kun koster 48,00 kroner.
God fornøjelse med snemanden, vampyren og Loch Ness-uhyret.
Vampyrskolen / Uhyret fra Loch Ness / Den afskyelige snemand
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.