Vagn Steensig

Vi forstår ordene, men det vil vare længe, før betydningen af dem rigtigt går op for os.

For Vagn Steensig var undervisningen det centrale, det var vores opgave. Vi kender ingen, der som han var i stand til at fordybe sig sammen med en gruppe børn - og lukke alt andet ude. Han var ikke blot til stede, han levede med børnene.

Som kolleger på Dueholmskolen i Nykøbing Mors kendte vi Vagn for hans stilfærdige, underfundige facon.

Hyggelig i kaffepausen sad han med sin pibe og fulgte interesseret med i kollegernes ve og vel. Glad fortalte han os om sine børn og børnebørn. Var stemningen i pædagogisk råd lidt ophidset, oplevede vi ofte Vagn sidde eftertænksom og med sin lune indskyde en bemærkning for ligesom at spørge: 'Nu har I vel tænkt på . . .?' En sådan bemærkning har ofte kunnet sætte sagen i et nyt lys og fået debatten til at tage en humoristisk drejning.

Vagn var et varmt og kreativt menneske, som holdt meget af både at lytte til musik og selv spille på guitaren. Også roning havde hans store interesse, og netop mens han dyrkede den, døde han. Vagn døde, mens han foretog sig det, der for ham var livet. Sammen med Gunhild og rokammeraterne. I båden på fjorden, og der blev fortalt en historie eller to. Sådan vil vi huske Vagn - og sådan vil Gunhild og børnene huske ham.

Vi føler stærkt med dem.

Kollegerne ved Dueholmskolen

Nykøbing Mors