En overvældende og varieret mængde af værdier lægges frem i denne bog i pixiformat, hvor 32 mennesker er blevet stillet spørgsmålet: Hvilke værdier er de væsentligste at fundere fremtidens dannelse på? Bidragyderne forklarer de værdier, de har valgt, og søger at sætte værdierne ind i en dannelsesmæssig sammenhæng. Her er revisoren, der går ind for mere disciplin: »Indførelse af disciplin bør starte allerede tidligt, således at børnene ikke når at lære diverse unoder«. Der er Dandy-direktøren, der peger på ærlighed, flid og loyalitet. To forfattere, der vil have fantasien i fokus. En nuværende og en forhenværende undervisningsminister samt mange flere.
Formålet med at få italesat de mange værdier er at give inspiration til alle, der arbejder med børn og unge, så vi kan etablere en fælles forståelse af, hvilke værdier der for den enkelte er værd at satse på. Konkret skal hæftets bidrag bruges til et værdispil, men styregruppen fandt de 32 artikler værdige til en selvstændig udgivelse.
I forordet skrives, at nogle påstår, at de »store fortællinger« er døde, og derfor blev tanken om en Dannelseskaravane født. En karavane, der vil være med til at frisætte tanken om det værdifulde. En smuk tanke, og de mange artikler afspejler i høj grad samfundets pluralisme og viser, at vi ikke har en stor fælles fortælling, men mange forskellige fortællinger. Denne forskellighed er endda på trods af, at vores etniske minoriteter er repræsenteret ved folketingspolitikeren Naser Khader, og at håndens arbejde er repræsenteret ved en forhenværende sløjdlærer. Samtidig er de 32 fortællinger af meget svingende kvalitet. En del af indlæggene forbliver i hyldesttalegenren, hvor bidraget enkeltvis måske ville fungere som en tale på en konference, til en generalforsamling eller i en forening, men samlet rummer hæftet mange flotte ord, vi hver især kan lægge vores i, som når Britta Schall Holberg skriver, at det er en værdi, når forældrene tør give de værdier, de selv synes er vigtige, videre til børnene. Vi kan vel ikke finde et eneste menneske i Danmark, der er uenig med hende i det! Men vi kan også gøre ordene så rummelige, at projektet den fælles fortælling forsvinder.
De mange forskellige vinkler bliver til en overdådig værdibuffet, som klart må kunne skabe debat på mangt et lærerværelse.
Værdier & dannelse
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.