Vaccination mod frelsthed

Vægtigt bidrag til enhedsskolens historie

Hvis man troede på værdien af tvangstiltag, burde man anbefale undervisningsministeren at uddele denne bog til hver eneste lærer, skoleleder, lærerstuderende og seminarie- og lærerhøjskolelærer. Men den slags kampagner nytter ikke, og bogens forfatter ville sikkert også protestere over at blive brugt som åndelig tvangsfoder. Holger Henriksen vil overbevise gennem argumentation og samtale. For ham er enhedsskolen det stik modsatte af ensretningsskolen, og hans nyeste bog virker som vaccination mod enhver form for pædagogisk og politisk frelsthed. En demokratisk folkeskole må udvikle fællesskab, som giver plads for mennesker, der er sig selv. Men som ikke er sig selv nok. Og enhedsskolen må give mulighed for elevens (og lærerens) personlige udvikling- men uden en individualistisk præstationsideologi, der bygger på en opfattelse af skolen som stedet, hvor man finder vindere og tabere i overlevelseskampen. Folkeskolen må være en fælles skole - men uden en kollektivistisk samarbejdsideologi , der sætter slægten, racen, klassen, religionen eller nationen over de personlige rettigheder.

Umiddelbart er der ikke meget at hente til 3. time på tirsdag i denne bog. Den beskriver det, som er eller bør være folkeskolens fundament. Og en lang række af de farer, der lurer. Holger Henriksens tilgang til udfordringerne er historisk, filosofisk. Det er de lange linier, der tegnes. Men han gør det så konkret, provokerende og personligt og i en klassisk, dialektisk tradition, så man ikke kan undgå at forholde sig til hans eksempler og udsagn. Han tøver ikke med at kalde den politiske argumentation for skolelovens undervisningsdifferentiering for socialdarwinistisk.

Hvorfor dog opretholde en enhedsskole på en argumentation om, at konkurrence udvikler vindere, spørger han. For den, der leder efter vindere, kommer også til at udskille tabere.

'Ingen har prøvet med den anden argumentation for enhedsskolen, nemlig den, at vi trods alt hvad der skiller os, dog har noget fælles i dette land, som vi burde med-dele og dele-med næste generation. Nogle lægger vægt på en skole 'rodfæstet i danskhed og kristendom' - og nogle lægger vægt på 'demokratiet og menneskerettighederne'', skriver Holger Henriksen. Men det er ikke en modsætning, fortsætter han: 'Det afgørende i argumentationen er, at vi kan tale om det fælles bedste og almendannelsens indhold. Det er efter min mening den demokratisk set eneste holdbare argumentation for enhedsskolen.'

Ud fra den argumentation bliver undervisningsdifferentiering ikke et socialt udskilningsløb, men hver elevs ret til personlig stillingtagen til det fælles stof, der undervises i. Den elite, som der altid vil være - og som samfundet har brug for - skal gøre demokratiske erfaringer ved at tage medansvar for fælles opgaver. Og elever med vanskeligheder skal opleve, at vi - lærere, kammerater og samfund - tillægger dem betydning.

Holger Henriksen tager grundigt fat i kulturkampen mellem 'traditionel' pædagogik - med vægt på undervisningens indhold - og 'progressiv' reformpædagogik - med vægt på undervisningens form. Han går hårdt til reformpædagogerne. Hvad er lærerens rolle egentlig, hvis hans belæring er af det onde, mens elevens læring er af det gode - som det fremgår i mange reformpædagogiske skrifter, spørger han. Ser man nøje efter, er elevens læring ofte udsat for indirekte styring gennem materialer, organisationsform eller motivationskneb, som eleverne ikke gennemskuer. Det er per definition manipulation, skriver Holger Henriksen.

Reformpædagogikkens svaghed er, at den i tillid til barnets psykologi ikke har interesseret sig for den politiske kulturs indhold - for kulturformidlingen, konkluderer han. Reformpædagogikken har været med til at nedbryde en autoritær pædagogik, men den har vanskeligt ved at definere lærerens autoritet og opgave. Her sætter han uden tvivl fingeren på et svagt punkt. Men er lige ved at trykke for hårdt. Holger Henriksen kommer næsten til helt at afvise læringens betydning. Det enkelte menneskes selvvirksomhed - alene eller i fælleskab med andre - aktivitet som handling eller som noget, der foregår inde i hovedet - har også betydning. Endda afgørende betydning for det eleven bærer med sig - både som indlært stof og som almen dannelse. At holde skoler er ikke lærerens belæring. Ikke kun. Og ikke kun elevens læring. Det er hverken-eller og både-og. Her har han det polemiske gemyt taget magten fra analytikeren.

Men Holger Henriksen påstår ikke, at han har løsningen på skolens politiske og pædagogiske problemer. Langtfra. Han sætter udråbstegn. Men også kærtegn. Bogen er gennemsyret af respekt og beundring for de lærere, som enkeltvis og sammen påtager sig den vigtige opgave, det er at holde skole. Og med udgangspunkt i forfatteren og filosoffen Villy Sørensens hverken-eller-formuleringer fra 60'erne formulerer Holger Henriksen enhedsskolens hverken-eller:

'1: Mod den indoktrinerende påvirkning, der som formål har elevens tilpasning til samfundet, - men også mod den manipulation, der gemmer sig under postulatet om elevens frie udvikling.

2: Mod den autoritære form, der reducerer kulturindholdet til lektie, - men også mod den fordummelse, der følger af at gøre formen til indhold.'

Den delte skole har sorteret elever. Og man kan hævde, at den udelte skole fortsætter sorteringen blot på en anden måde. Men, understreger Holger Henriksen, det er vigtigt at skelne mellem funktion og begrundelse.

'Læreren må, så godt som det nu lader sig gøre, skabe den kulturelle modstand mod den tanke, at mennesker tillægges betydning i overensstemmelse med deres chancer på markedet. Det er lærerens egen kultur, der er afgørende i den proces. Det afgørende er, at han kan lide at undervise - at han er et spændende menneske, der er optaget af noget og holder af sine elever.'

Holger Henriksen er ikke i tvivl: 'Kun i den udstrækning vi kan forene personlig udvikling med en fælles kultur, vil det være rimeligt at sige, at enhedsskolen har klaret opgaven.'

Der kan laves mange gule overstregninger, foldes mange æselører og sættes mange udråbs- og spørgsmålstegn i denne bog. Den rusker i folkeskolen og i læreren - og gør det påén gang vanskeligere og mere betydningsfuldt at forberede næste projektforløb og 3. time på tirsdag.

Og den viser, at lærerne har grund til at være stolte over det betydningsfulde arbejde, de udfører. Når de påtager sig det professionelle ansvar, det er at administrere den metodefrihed og værne om den åndsfrihed, som er folkeskolens fundamenter.