Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Universitet nærmer sig

Undervisningsministeriet fremsætter lovforslag efter sommerferien

John Villy Olsen
Start debatten
15. april 1999, kl. 02:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Får Danmark et pædagogisk universitet eller ej? Og i givet fald - hvornår?

Folkeskolen nr. 15 1999

De hidtidige udmeldinger fra Undervisningsministeriet har været forsigtige, og debatten har været tilsvarende uklar, men nu er det sikkert og vist: Undervisningsminister Margrethe Vestager vil banke Danmarks Pædagogiske Universitet på plads allerede efter Folketingets sommerferie.

Det fremgår af ministerens talepapir fra et samråd i Folketingets uddannelsesudvalg lige før påske.

'Jeg sigter mod, at det forberedende lovgivningsarbejde kan være afsluttet så betids, at jeg kan fremsætte lovforslag i den kommende folketingssamling', siger Margrethe Vestager.

Som en første fase skal det nye universitet bygges op ved en fusionering af Danmarks Lærerhøjskole (DLH), Danmarks Pædagogiske Institut (DPI) og Danmarks Pædagoghøjskole (DPH), fastslår ministeren.

Danmarks Pædagogiske Universitet skal have hovedansvaret for den pædagogiske forskning, herunder uddannelsesforskningen, og universitetet skal stå for ph.d.-, kandidat- og masteruddannelserne inden for bemeldte pædagogiske felt.

'Det er regeringens overordnede mål at styrke forskningen i pædagogik, uddannelse og læring', begrunder Margrethe Vestager sin fusionsplan.

'Oprettelsen af en ny stærk institution, der skal koncentrere sig om forskning på disse områder, ser jeg derfor som et væsentligt skridt i retning af at nå dette mål'.

Ministeriet går nu i gang med - sammen med DLH, DPI og DPH - en nærmere beskrivelse af 'forskningsopgavens og uddannelsesopgavens indhold og omfang. Og vi skal også have beskrevet den ny institutionsorganisation og styrelse'.

Poul Skov, forskningschef på DPI, ser ministerens udmelding om at inddrage de tre berørte institutioner i et tæt samarbejde om det nye universitet som konstruktivt.

'Vi er åbne og enige i målsætningen: At styrke den pædagogiske forskning i Danmark', siger Poul Skov.

Også rektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Tom Ploug Olsen, er positiv.

'Det er fornemt, at ministeriet arbejder så hurtigt. Der er tilsyneladende politisk vilje til at oprette et kraftcenter eller lokomotiv inden for det pædagogiske område, der ellers let kommer til at falde mellem flere stole', siger Tom Ploug, der har ventet på et signal om at gå videre med konkretiseringen af, hvordan samarbejdet mellem DPI, DPH og Lærerhøjskolen skal føres ud i virkeligheden

Administrationschef Arne Møller siger, at Danmarks Pædagoghøjskole er positiv og fleksibel, alene fordi den unge institution har brug for en saltvandsindsprøjtning for overhovedet at overleve. Men han er ikke overdrevent optimistisk.

'De tre institutioner har forsøgt at kontakte hinanden, men det viste sig, at vi står så langt fra hinanden fagligt, at der ikke var grundlag for en videre samtale', siger Arne Møller.

Learning Lab

Samtidig med at Danmarks Pædagogiske Universitet nu alligevel ser ud til at blive en realitet, endda inden for en overskuelig fremtid, så er også et andet frisk projekt ved at tage realistisk form, nemlig det såkaldte Learning Lab. Learning Lab-ideen blev undfanget før jul i Kompetencerådet, som hører til i miljøet omkring Ugebrevet Mandag Morgen.

'Learning Lab-projektet skal realisere et nyt forsknings- og udviklingscenter i læring', sagde Margrethe Vestager i uddannelsesudvalget.

'Gennem et utraditionelt samarbejde, der skal forene forskning med praktiske erfaringer fra såvel uddannelsessektor som erhvervsliv, skal det nye center være udgangspunkt for en styrket dansk indsats på området'.

Centeret skal - ud over at forske i og formidle viden om læring - også bistå ved forsøgs- og udviklingsaktiviteter på uddannelsesinstitutioner og i erhvervsvirksomheder. Det skal indgå i et netværk med universiteter og handelshøjskoler, der forsker i pædagogik og læring. Netværket skal omfatte uddannelsesinstitutioner og virksomheder for at sikre en tæt sammenhæng mellem teori og praksis.

En tværgående ministeriel arbejdsgruppe - Erhversministeriet, Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet ved bordenden - 'skal i løbet af foråret komme med bud på, hvordan det nye center skal organiseres, og hvordan samarbejdet mellem forskning, uddannelse og erhvervsliv kan organiseres'.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Universitet nærmer sig

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS