Ungkarlen og bønnen

For nogen tid siden havde to P3-værter en tyrkisk humorist i studiet. Han fortalte en god historie med en finurlig pointe. Men da han afsluttede sin fortælling, var der en lang, pinlig pause. "Er du færdig nu?" spurgte værterne. "Var den morsom?"

Den sitcom- og replikskiftekomik, vi dyrker i dag, har tilsyneladende dræbt evnen til at lytte til blot tre sætninger i træk.

Derfor er det en mulighed for genoptræning og en lise for ånden, at der kommer historier som "Ungkarlen og bønnen", en traditionel jødisk-marokkansk fortælling om en vredladen ungkarl, der taber den sidste bønne fra sin middag i en brønd. Han brøler ned i brønden.

Brøndens ånd dukker op og forærer ham en magisk skål. Han viser den stolt frem til alle og enhver. Den forsvinder. Historien gentager sig. Og den gentager sig en gang mere. Her får han en skål, der sætter ham i stand til at se, hvem der har stjålet de to første krukker: En mindst lige så arrig gammeljomfru.

Efter nogle skærmydsler over krukkerne løser de konflikten ved at gifte sig. Så ejer de begge to krukkerne, og de kan skændes lystigt til deres dages ende.

Historien er illustreret i pastelfarvet akvarel med naiv, stiliseret streg og ornamenter, der sender venlige hilsner til historiens oprindelseskultur.

En fin billedbog for alle, der mener, at der er en verden, der er større end P3, Voice og Sky.