Unge Pædagoger 2/2011

Emnet "At lære at være lærer" er genstand for kritisk eftersyn i seneste nummer af tidsskriftet "UP, Unge Pædagoger", som dermed opdaterer sin tre år gamle udgivelse med samme titel.

Og da lærere in spe netop har modtaget brev om optagelse på landets seminarier, har udgivelsen øget sin læserskare. De refleksioner kan man nemlig ikke gøre sig for tidligt! Når det så er sagt, er målgruppen særligt de nyuddannede, der populært sagt står foran praksischok, og som med sommerfugle i maven forsøger at navigere rundt i egne og andres forventninger og krav. Til dem er budskabet klart: at lære at være lærer er en livslang proces, som kræver aktiv indsats og kritisk refleksion. 

Men at lære at være lærer vedkommer også de befarne undervisere rundt om på landets skoler. De skal modtage nye kolleger og introducere fagets mange facetter og kan ikke sige sig fri fra at have aktier i udfaldet af det samlede indtryk. Kort sagt: At lære at være lærer er ikke en beskyttet titel, som tilfalder en defineret skole i skolen. Det er et fælles ansvar med mange aktører og hver med sin(e) resurse(r) at byde ind med.

Og det synes at være pointen i hæftet. Gennem udvalgte artikler belyses metoder til at håndtere opgaven på. Herunder flere fornuftige forslag til praksis. Af personlige favoritter er vurderingen af mentorordninger, som i langt de fleste tilfælde virker kompenserende og konserverende, men som med rette oplæg kan virke som arena for udvikling af professionelt fungerende lærerteam.

Der findes ingen nemme løsninger, men tidsskriftet sætter tanker i gang og gør det vanskeligt at ignorere egen position i udviklingen af den professionelle underviser. Og det gælder både mig selv og min kollega; ny og uprøvet som erfaren og garvet.