Et panel med seks unge forbrugere fik torsdag mulighed for at stille kritiske spørgsmål om fødevarer til industrien, forbrugerorganisationer og politikere på både nationalt og europæisk plan. Det ledte til en debat om mærksningsordninger og forbrugernes indflydelse på udbud og kvalitet af fødevarer.
Fra industriens side lød budskabet, at forbrugerne har masser af muligheder for at påvirke fødevarerne.
"Forbrugerne kan påvirke kvaliteten og udbudet af fødevarer gennem daglige indkøb, valg af politikere, debatindlæg i pressen, medlemskab af organisationer eller direkte kontakt til beslutningstagere, virksomheder og medierne", sagde chefkonsulent i FødevareIndustrien under Dansk Industri, Tanja Buch-Weeke på konferencen.
Også EU-kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter, Mariann Fischer Boel, slog fast, at forbrugerne har stor medbestemmelse på fødevareområdet.
"Hvis I stemmer med fødderne, får I også indflydelse på EU-fødevareområdet. Al magt til indkøbskurven", afsluttede hun sit oplæg på konferencen.
Virksomheder er bedst repræsenteret i EU
Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, mener ikke, det er forbrugeren alene, der bestemmer udbuddet af fødevarer.
"Som forbruger kan man fravælge noget, der er på hylderne, men man kan ikke vælge noget, der ikke er der", sagde han under debatten mellem de unge forbruger og aktørerne på fødevareområdet. Han pointerede samtidig, at det er vigtigt, at forbrugerne blander sig og give sin mening til kende.
"Hvis ikke forbrugerne interesserer sig for udbudet og kvaliteten af fødevarerne, så kan vi heller ikke få politikerne til at interessere sig for det", sagde han.
Derudover er virksomhederne væsentligt bedre repræsenteret blandt de lobbyister, som kan påvirke beslutningerne i EU, end forbrugerne er, pointerede Rasmus Kjeldahl.
Simpelt eller informationsrigt mærke
Mærkningsordninger var også et emne, der blev diskuteret på konferencen. Tanja Buch-Weeke fra FødevareIndustrien argumenterede for GDA-mærket, som viser, hvor meget en portion af et produkt udgør af det vejledende daglige indtag. Rasmus Kjeldahl fra Forbrugerrådet argumenterede for et simpel mærkningssystem som for eksempel de tre farver fra et trafiklys.
Flere debattører understregede, at en mærkning ikke må stå alene. Buch-Weeke mener, GDA-mærket skal stå sammen med næringsdeklarationen.
Rasmus Kjeldahl og Jens Ring fra Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse argumenterede begge for, at der er er behov for mere undervisning i sundhed og en generel bedre dannelse i, hvordan gode fødevarer hænger sammen med vores sundhed.
Hele EU vil have bedre fødevarer
På konferencen fremlagde Forbrugerrådet også deres nye undersøgelse, som viser, at forbrugerne opfatter EU som en trussel mod udbuddet og kvaliteten af fødevarerne, og at Danmark er et forgangsland i EU, når det gælder fødevarestandarder. Medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, mener en del af forklaringen er, at det ofte er de dårlige historier, der kommer frem om EU.
"Vi må ikke bilde os ind, at vi er de eneste i verden, der vil have ordentlige fødevareforhold. I andre EU-lande er der også vilje til at højne fødevaresikkerheden, men desværre betyder journalisternes nyhedskriterier, at en god EU-historie er en dårlig EU-historie", sagde hun.
Unge debatterer EU's fødevarer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.