"Vi er dybt bekymrede, og det troede jeg ellers, jeg havde sagt for sidste gang om det her spørgsmål", siger DSI's formand, Stig Langvad til Politiken.
Det er 14 måneder siden, der viste sig at være politiske flertal for en treårig ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede. Umiddelbart efter nytår bebudede kontorchef Finn Christensen fra kontor for specialundervisning i Undervisningsministeriet over for specialpædagogik.dk, at politikerne ville være klar med et lovforslag i slutningen af januar. Endnu er det ikke sendt til høring, og ifølge Politiken ventes loven tidligst vedtaget til maj.
Det kan være et problem for kommunerne, der netop nu tilrettelægger fremtiden for de elever, der går ud af skolen til sommer. Indtil vedtagelsen må de handicappede og kommunerne benytte sig af de tilbud, der trods alt findes, mener både Undervisningsministeriet og Tina Petersen fra Dansk Folkeparti, der er ophavsmand til forslaget.
"De handicappede er ikke en homogen gruppe, men mange forskellige individer med mange forskellige behov, og så tager det altså tid at lave en ordentlig lov. Det vigtigste er, at den endelig kommer", siger hun til avisen.
Stig Langvad er enig. Men han peger på, at nogle unge kan komme i klemme, fordi de når at fylde 26 år, inden loven er på plads.
Undervisningsminister Bertel Haarder afviser kritikken om nøl.
"Lovforslaget er lige på trapperne, og det er absolut hensigten, at forbedringerne skal køre fra august", siger han.
Ungdomsuddannelse lader vente på sig
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.