"Det er en god dansk tradition at det er lærere og ikke embedsmænd, der laver undervisningsmaterialerne til skolen", sagde Christian Kock, da han som nyudnævnt formand for priskomiteen skulle fremlægge de undervisningsmaterialer, der i år var indstillet til Undervisningsmiddelprisen. Forlagene havde indsendt snesevis af forslag, bredden stor, og kvaliteten gennemgående høj. De undervisningsmidler, der er til rådighed for dagens undervisning, lever virkelig op til Formand Maos princip om at lade tusinde blomster blomstre, sagde han.
"Materialerne viser en ny tendens i didaktikken. Flere af dem - blandt andet de to prisbelønnede folkeskolematerialer - appellerer til at man arbejder ud fra, at eleverne har forskellige foretrukne læringsstile. Nu skal man selvfølgelig passe på med buzz words, de kan være irriterende jargon og modefænomener, men der kan også være fornuft i dem. I dette tilfælde drejer dette sig om, at vi lærer på forskellig måde, og det er jo en indsigt, der bygger både på videnskabelig evidens og almindelig sund fornuft", sagde Christian Kock.
Herefter kunne undervisningsminister Bertel Haarder afsløre vinderen, der ifølge priskomiteen lever op til kriteriet 'bemærkelsesværdig høj kvalitet'.
"Og vinderen er"
Undervisningsmiddelprisen 2007 blev tildelt materialet Format 1, der består af en elevbog, lærervejledning, træningshæfter, værkstedskasse, evalueringshæfte, website. Det er udarbejdet af Janus Madsen, Lone Anesen og Nina Winther, og udgivet på Alinea
De to øvrige præmierede materialer var en bog om at skrive journalistik til 6. klassetrin og opefter: 'Fem trin til artiklen', som er en grundbog med to cd'er og website, udarbejdet af Andreas Hansen og udgivet af Avisen i Undervisningen.
Det tredje præmierede materiale var Kinesisk 1 af Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen, et begyndermateriale til undervisning i kinesisk på gymnasiet, udgivet af forlaget Systime.
Ny oversigt over undervisningsmidlerne
Dansk Skolemuseum, der traditionen tro var vært ved prisoverrækkelsen, præsenterede ved samme lejlighed et hæfte med titlen 'Kvalitet i skolen'. Her findes begrundelserne for de indstillede materialer siden starten i 1995, samt en oversigtsartikel, der bygger på Carsten Elbros erfaringer fra arbejdet som priskomiteens formand gennem 10 år. Derudover går museumschef Keld Grinder-Hansen på historisk strejftog i tidligere tiders opfattelse af 'det gode undervisningsmiddel'.
Undervisningsmiddelprisen blev uddelt første gang i 1995. Prisen er i år forhøjet til i alt 60.000, hvoraf de 40.000 tilfalder vinderen. Beløbet sponsoreres af fagbladene Folkeskolen/Månedsmagasinet Undervisere og Gymnasieskolen med hver 15.000 kroner, samt Undervisningsministeriet, der bidrager med resten.
Undervisningsmiddel-prisen til matematik-materiale
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.