Undervisning i det refleksivt moderne

Bogen er angiveligt en genbeskrivelse af uddannelsessystemet. Som begrundelse fremhæves, at »vi lever i et samfund uden grundlæggende sikkerhed: Alt kan være anderledes, alt kan forandre sig, og man kunne også altid have gjort noget andet«. Dette vilkår betegnes kontingens og er en følge af kompleksitet.

Efter et indledende afsnit, hvor kompleksitet belyses i forskellige sammenhænge, er bogen opdelt i tre adskilte dele. Første del handler om skolereformerne fra 1978 til 2000. Restruktureringsbestræbelserne forklares mere ud fra funktionsorienterede samfundsproblemer end ud fra ideologiske forhold. Det er dog et spørgsmål, om fremstillingen af den grund afdækker nye problemstillinger og åbner for nye indsigter.

Anden del handler om lærerens konstruktion af sig selv som lærer og bygger på en kvalitativ interviewundersøgelse blandt 11 lærere. Undersøgelsen viser, at kompleksitet er det problem, der mere end noget andet præger lærernes selvforståelse. Tre temaer træder frem: Lærernes syn på forholdet mellem opdragelse og undervisning, forholdet mellem undervisning og forældresamarbejde samt lærernes strategier for at reducere kompleksitetsbelastningen.

Denne midterste del af bogen afrundes med nogle væsentlige overvejelser over opdragelse og undervisning. Det fastslås afslutningsvis, at »svaret på opdragelsesproblematikken er ikke mindre opdragelse i den forstand, at opdragelse henvises til blot et sted i samfundet, men derimod mere opdragelse i den forstand, at opdragelse må foregå flere steder, i dette tilfælde altså både i familien og i skolen«.

I tredje del bliver det gradvis sværere at hænge på. Først gennemgås læringsteorier som mesterlære og situeret læring på baggrund af den virksomhedsteoretiske tradition og social konstruktionisme.

Dernæst behandles den konstruktivistiske tradition, som henter sin baggrund i Piaget. Det fører frem til Niklas Luhmanns operative konstruktivisme. Her erstattes subjekt/objekt-forskellen med forskellen mellem system og omverden. Hele teorikonstruktionen behandles grundigt og udførligt, men det er en hård nyser at komme igennem. Men spændende og tankevækkende er den afsluttende diskussion af forholdet mellem undervisning og læring, hvor der lægges op til en rehabilitering af undervisningsbegrebet.

I sin korte, men glimrende afrunding før metodeafsnittet siger forfatteren afslutningsvis, at de forskellige teorier kan ses som »relevante tilbud, som lærere i praksis kan benytte ved deres planlægning og gennemførelse af undervisning, og som de kan anvende som mulige forståelsesrammer for denne praksis«. Men over for de Luhmannske højere luftlag er jeg bange for, at de fleste lærere som også denne anmelder vil tabe pusten. En vigtig og velskrevet bog, men letlæsning er især tredje del ikke.