Lars er udviklingshæmmet og fandt en pjece om Svika i sin fritidsklub. Efter at have vist den til sin hjemmevejleder fandt de et undervisningstilbud, som kunne hjælpe med hans manglende læsefærdigheder. Derefter var Lars til en visitationssamtale på centeret, hvor de hurtigt fik afdækket hans problem. Resultatet var, at Lars fik et undervisningstilbud på tre lektioner to gange om ugen i dansk og computer, og i dag surfer han på nettet ligesom alle andre.
Hos Svika bliver al undervisning tilrettelagt individuelt. Samme kursist kan komme rundt om flere problemstillinger eller lære på ét nyt område. Derfor tilbyder Svika både individuelle og gruppeforløb.
"Det handler om at lære gennem den kanal, der er mest åben. Alle har forskellige formål med at være her, og derfor bruger vi tid på at sætte os ind i, hvem kursisten er, og hvor han kommer fra. Vi fokuserer ikke på fagligt niveau, men på at alle kan lære noget nyt", siger forstander Eva Prien og fortsætter:
"Det er lærernes ansvar at se muligheder for forandringer og arbejde videre med dem. Som for eksempel Lars, der har fået et program, som giver ham stor frihed i hverdagen".
Det handler om at lytte og forstå
Centeret kan hjælpe med alt fra at lære at tage bus eller tog til arbejde og til at komme videre socialt, personligt og arbejdsmæssigt. Derfor tilbyder Svika også undervisning uden for skolen. Målgruppen er både sindslidende, læsesvage, udviklingshæmmede og andre med funktionsnedsættelser:
"Ofte handler det om at forstå og lytte til, hvad der kan gøre hverdagen svær, og på den måde forsøge at finde det rette forløb, som kan hjælpe kursisten videre", siger Eva Prien.
Hvert år får flere end 400 elever modet til at lære noget nyt og gå nye veje, så der er noget for enhver smag. Rummelighed, accept og forståelse er tre nøgleord blandt de 30 lærere.
Udviklingshæmmet har lært at tjekke Brøndby-resultater
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.