Kommunerne får ansvaret for at tilbyde uddannelsen, og det skal allerede ske fra 1. august i år. Det er urealistisk at tro, at kommunerne kan nå det, advarede KL i sit høringssvar, men det valgte politikerne altså at sidde overhørig.
"Hvis kommunerne kommer og siger, at de ikke kan overskue det og ikke kan nå på plads, så bliver det svært at argumentere imod. De har fået meget kort tid til at forberede sig", siger Sytter Kristensen, formand for LEV, til fagbladet Socialpædagogen.
Selv hvis de har styr på reformen, kan det blive svært, for der er ikke afsat penge nok til formålet, mener hun. Derfor skal kommunerne ikke bare se på de penge, der er afsat fra centralt hold på Christiansborg, men gå ned og se, hvad de ellers har brugt på den enkelte borger.
"De unge har været et sted før - de har fået tilbud, som også har kostet noget. Og de penge er man nødt til at flytte med, ellers er der slet ikke penge nok til et ordentligt indhold og kvalitet på uddannelserne", siger hun.
Det er også oplagt, at kommunerne ikke prøver at løfte opgaven hver for sig.
"Jeg har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, hvis ikke kommunerne går ind og samarbejder om at lave nogle solide, fælles tilbud" siger Sytter Kristensen.
Der kommer flere tilbud
Loven er inspireret af den fynske model, da man i Fyn Amts har haft en treårig uddannelse for unge med særlige behov siden 2000, blandt andet på Brangstrupskolen, der er kostskole for udviklingshæmmede.
Her advarer socialpædagog Birger Aagaard også kraftigt imod, at den enkelte kommune selv opretter uddannelsestilbud til unge med særlige behov.
"Det vil være selvmord for en kommune at tro, at den selv kan udvikle et uddannelsestilbud. Der skal megen ekspertise til at klare det. Men jeg tror, der kommer mange udbydere nu, så vi får en stor vifte af tilbud. Der vil blive run på efterspørgslen efter uddannelsen nu", forudser han i Socialpædagogen
På Brangstrupskolen lærer de unge at begå sig i bolig, arbejde og fritid. Det er meningen, at så mange som muligt skal ud på arbejdsmarkedet. Derfor bliver de unge ikke bare tildelt pension. De skal arbejdsprøves.
Kun enkelte vil kunne komme til at klare sig helt med deres egen løn. Nogle vil kunne få et skånejob med løntillæg oven i deres pension. Andre kan komme i fleksjob. Men de unge har tiden med sig, for efterhånden som der bliver mangel på arbejdskraft, kan flere formentlig komme i fleksjob, lyder budet fra Brangstrupgård.
KL frygter skuffede unge
I det første lovudkast var uddannelsen rettet mod unge, som havde "forudsætninger for at følge uddannelsen med udbytte". Det blev siden pillet ud af forslaget, fordi det kunne forstås som en begrænsning i kommunernes forpligtelse til at tilbyde alle udviklingshæmmede en ungdomsuddannelse.
KL er enig i, at ændringen har gjort lovteksten mere entydig, men KL er bange for, at retskravet kan afføde, at uddannelsen bliver givet til unge, som ikke har forudsætninger for at følge uddannelsen med udbytte. Det vil føre til skuffede forventninger og utilfredshed hos unge og forældre, frygter KL.
Men er der grænser for, hvor handicappede de unge kan være for at deltage i ungdomsuddannelsen?
"Multihandicappede vil være sværere at undervise. Du får mig ikke til at sige, at de er uunderviselige. Men det vil være meget svært", siger Kirsten Haaning, daglig leder og lærer på Brangstrupskolen, til Socialpædagogen.
Udviklingshæmmedes ret til ungdomsuddannelse en realitet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.