Med en ny fortolkning af folkeskoleloven er der blevet åbnet for, at kommunerne nemmere kan lægge skoler sammen.
"Når kommunerne bruger et hul i loven, som alle ved ikke er tilsigtet, så misbruger de loven. Det er trist, hvis konsekvensen af det misbrug bliver, at man frister Folketinget til at detailregulere lovgivningen", sagde Marianne Jelved (R) på et pressemøde og sammenlignede misbruget med den måde, som Tvind udnyttede friskoleloven på.
Formand for Skole og Samfund Thomas Damkjær Petersen, der havde indkaldt til mødet, sagde, at udnyttelsen af hullet i loven, truer forældrenes ret til at få deres barn optaget i den lokale skole og muligheden for at søskende kan gå i samme skole.
"Skoleledelsen kan frit fordele eleverne på skolens mange afdelinger, og det tilsidesætter det frie skolevalg", sagde han og bad politikerne få stoppet misbruget.
Der var bred enighed blandt uddannelsesordførerne om, at hullet i lovgivningen skal lappes.
"Tidligere var det den sunde fornuft, der rådede kommunerne, det skal vi tilbage til", sagde Marianne Jelved.
Martin Henriksen (DF) påpegede, at det er vigtigt at sikre forældreindflydelsen i folkeskolen.
"Når man indfører nye regler, skal de også fungere", sagde han og fremhævede, at nogle skolesammenlægninger er med til at sikre undervisningstilbud i yderområderne.
Thomas Damkjær var tilfreds med, at uddannelsesordførerne anerkendte problemet og gav opbakning til, at hullet i loven skal lappes.
"Jeg havde dog gerne set, at politikerne havde været lidt mere konkrete om, hvordan problemet skal løses, frem for blot at anerkende, at der er et problem", siger han til folkeskolen.dk
Skole og Samfund vil nu fastholde politikerne på, at de har lovet en løsning på problemet.
"Så snart Folketinget åbner igen, vil vi rette henvendelse til uddannelsesordførerne og sørge for, at det bliver omsat til lovgivning", siger Thomas Damkjær.
Uddannelsesordførere vil dæmme op for skolesammenlægninger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.