Af Peter Plant
64 sider og 42 sider
118 og 175 kroner
Alinea
En grundbog til det obligatoriske emne UEA-orientering (Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering) er et sjældent syn. Tidligere udgivelser fra andre forfattere hed 'Fremtid med Plan' og 'Fremtidsvej', men nu skal de unge med digteren Sven Møller Kristensens ord i titlen være deres eget livs direktør!
Individualismen udtrykt i den ultimative karrierevejledning i vor postmodernistiske tid, eller hvad? Men udgangspunktet er rigtigt. Det er kun den unge selv, der kan være aktør i sit eget liv. Lad det være sagt med det samme: Peter Plant har skrevet en meget aktuel og udfordrende bog til folkeskolen. Udfordrende for eleverne og måske især for lærerne. Bogen er en opfordring til at arbejde tværfagligt og til at basere undervisningen på en gennemført elevmedbestemmelse. Det appellerende understreges af en let talesprogsagtig sprogtone, der konstant taler til læreren/eleven og bringer mange finurlige spørgsmål og skæve synsvinkler frem. Hvad siger du til at iføre dig din tænkehat og overveje dine fremtidsvalg? Eller hvad med at tage en tur i rutsjebanen og se på dit livs op- og nedture? Der leges hele tiden med sproget og de virkelighedsbilleder, vi danner med sproget, og det er til tider stærkt underholdende. Det virker, som om enkelte afsnit har stået forfatterens hjerte særligt nær. Nemlig de afsnit, der handler om valg af fremtid og uddannelse, om handlingsplaner og tidsopfattelse. Netop disse afsnit er karakteriseret ved at hvile på det, der kaldes en konstruktivistisk opfattelse. Vi lever i forskellige virkeligheder og konstruerer hver især vore virkelighedsopfattelser for at kunne forudsige og agere, for at kunne skabe mening i vores liv, og netop mening danner grundlag for handling. Sproget, ordvalg og metaforer er nøglen til forståelse af konstruktionerne og bruges, når vi fortæller vores egen historie. Dette teoretiske grundlag forklares nærmere i lærerens bog. Bogen er det eneste bud for tiden på at bringe konstruktivismen og konstruktivistisk vejledning ned på gulvplan til lærere, vejledere og elever. Bogens afsnit er selvsagt indholdsmæssigt tæt på læseplanens CKF-områder (Centrale K--undskaber og Færdigheder). Der er arbejdsmiljø og livsformer. Der er handlingsplan og jobvalg. Der er arbejdslivet og jobsøgning, så man er godt dækket ind. Hvert afsnit indledes med et digt eller en strofe, sågar også på engelsk og svensk, og strøet ud over siderne er der små og større opgaver til eleverne og klassen. Der lægges op til stor elevaktivitet på skolen og ud af skolen. Hvor det er muligt, inddrages forældre og lokalområdets erhvervsliv plus skolevejlederen som skolens ressourceperson nummer et på dette område. Lærerens bog uddyber de enkelte afsnit og byder på yderligere opgaveforslag og baggrundsstof. Alt i alt må det siges, at forfatteren har leveret en god, spændende og kompetent grundbog, så er der penge på kontoen, så køb den - og kom så i gang med at få de unge fornuftigt ud af skolen. Det er jo alligevel det, alle vore bestræbelser går ud på.
Keld Andersen
Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.