Redaktion: Bonnie Hegner
216 sider. Udleveres gratis til 9. klasse
Ekstra kan købes for 26,50 kroner plus porto
Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning
Telefon 3395 5311, fax 3395 5349
'Min vej' er en opslagsbog, der beskriver de uddannelser, som eleverne kan begynde på efter 9. og 10. klasse. Den udleveres på 9. klassetrin og skal hjælpe elev og forældre med at danne sig et overblik over mulighederne. Dette er den fjerde udgave, og materialet har tydeligvis fundet sin form. Der er nyheder som følge af forandringer i uddannelsessystemet. Et nødvendigt nyt afsnit om 10. klasse plus et afsnit om reformen på erhvervsskoleområdet. Netop på disse to områder er der grund til at understrege, at materialet ikke kan stå alene, men skal suppleres med lokale oplysninger. De unge selv optræder i 33 spot, hvor de fortæller deres egen historie om valg og uddannelsesveje. Jobbeskrivelserne er kortfattede, men gode.
Der er kommet et nyt område kaldet 'Maritime håndværksfag', der tydeliggør uddannelserne på dette område. Andetsteds er der dog i beskrivelsen af togførerjobbet en vis forvirring omkring togfører og togbetjent, som det hed i den forrige udgave. Det er lidt rodet. Overalt er der gjort opmærksom på web-adresser til uddannelsesstederne, ligesom selve bogen kan findes på Nettet under www.r-u-e.dk.
Bagest i bogen findes den største nyhed i år. Den såkaldte uddannelsesbog, elevens egen, der skal danne grundlag for to samtaler årligt i 9. og 10. klasse. Uddannelsesbogen er et antal sider med spørgsmål til eleven om blandt andet skolegang, fritid, job og fremtid.
Bogen skal fra år 2001, hvor egnethedserklæringen til de gymnasiale uddannelser afskaffes, danne grundlag for elevens uddannelsesplan og skolens holdning til samme. Siderne bringes i dette års udgave, men meningen er, at de skal danne en selvstændig bog. Spørgsmålenes udformning kan diskuteres, men siderne er et udtryk for et klart ønske om at tydeliggøre og kvalificere vejledningsindsatsen på disse klassetrin.
I det tilhørende lærerhæfte understreges det i forordet, at eleven forbereder sig sammen med sine forældre og skriftligt besvarer spørgsmålene, og at der er en klar rollefordeling: klasselæreren koordinerer arbejdet i klassen, men det er skolevejlederen, der fører disse samtaler med eleven.
Keld Andersen
Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.