Ungdomsuddannelser efter 9./10. klasse
Af Eigil Hansen
52 sider, 500 kroner, ved minimum tre styk 437,50 kroner per styk plus forsendelse
Eget forlag
Telefon 6610 9379 eller www.udd-job-eh.dk
Skolevejledere og klasselærere og lærere i øvrigt beskyldes ofte - ufortjent - for at sende for mange unge i gymnasiet. Årsagen skulle angiveligt være, at lærere kun orienterer om det, de kender eller tror, de kender, nemlig gymnasiet, hvor de fleste selv har gået. Dette materiale kan være med til at gennemhulle denne myte. Det er et ringbind med 49 sort-hvide transparentforlæg, der beskriver ungdomsuddannelsesområdet i Danmark. Alle oplysningerne findes i andre former og samlinger på vejlederhylderne, men her er der opbygget en sammenhæng og linje, der sikrer en solid gennemgang. Materialet er velegnet til kollektiv vejledning af elever og forældre samt kolleger, til forældrekurser og til individuelt arbejde med uddannelsesbogen. Der skal dog både indsigt, lokalt kendskab og personlige holdninger til at give transparenterne kommentarer med på vejen. Indholdet er uddannelsesveje efter 9. og 10. klasse. Materialet er opdateret med såvel erhvervsuddannelsesreformen, reformen vedrørende de korte videregående uddannelser og bortfald af egnethedserklæringen til de gymnasiale uddannelser. Disse er i øvrigt, måske som en pointe, anbragt efter erhvervsuddannelserne. Der er dog også blevet plads til specialiteter som blandt andet optagelsessamtalen til social- og sundhedsuddannelserne og handelsskolens grundforløbs seks kompetencer. Man kan på forfatterens hjemmeside www.udd-job-eh.dk opdatere oplysningerne løbende. Det kræver planlægning, før transparenterne kan bruges, men grundlaget er solidt. Materialet her kan bruges sammen med fire andre udgivelser fra forfatteren, og i alt dækker udgivelserne store dele af udskolingsproblematikken. Materialet kan anbefales.
Keld Andersen
Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.