Uddannelse i videnssamfundet

Ove Korsgaards 'Kundskabskapløbet' er en spændende og vigtig bog. Men den virker samtidig underligt ufærdig.

Korsgaard har i en længere årrække arbejdet i højskoleverdenen; nu leder han et projekt om voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati på Danmarks Lærerhøjskole. I bogen ser han på, hvad der skete for 200, 50 og 25 år siden i samspillet mellem økonomi, politik og pædagogik.

Hans hovedinteresse er uddannelse, dannelse og globalisering. Man uddanner sig til sit job (som tømrer, sygeplejerske eller lærer), men man danner sig som menneske, dansker, arbejder eller europæer.

Korsgaard viser, at det var den tidligere finansminister Thorkil Kristensen, som i 1971 udvidede den klassiske økonomiske teori - om jord, kapital og arbejdskraft - med et fjerde element: viden. Det kobles med Jean-Francis Lyotards rapport, 'Viden og det postmoderne samfund' fra 1979, hvor han analytisk skiller viden og information. Viden har rod i menneskets bevidsthed og har mennesket som bærer. Men det har information ikke: 'Det gamle princip med at erhvervelsen af viden ikke adskilles fra åndens dannelse (Bildung) bliver og vil blive mere forældet'.

Ove Korsgaard refererer en lang række kilder (fra forskere til politikere, fra paven til EU, og fra USA til OECD) om udviklingen fra muskel- til hjernekraft.

De sidste hundrede år er der sket radikale ændringer i befolkningens livsbetingelser - alle er blevet løftet højere op hvad angår både indkomst, uddannelse, mobilitet, viden og forbrug. Men siden Anden Verdenskrig har mønstret for social ulighed og uddannelsesforskelle været ret konstant. Og hvis man står af 'uddannelseselevatoren', forringes ens kvalifikationer relativt, derfor skal alle uddanne sig - gennem hele livet.

Korsgaard viser, hvordan globaliseringen udvikler individualisme, og 'samtidig med, at individet bliver mere betydningsløst på det globale marked, ophøjes det til én, der tilsyneladende skaber verden'. Men mens højtuddannede og selvstændige kan tilpasse sig udviklingen, kan ufaglærtes og kortuddannedes arbejdskraft nemt erstattes. Mobilitet og fleksibilitet lovprises, men det gælder ikke den fattige underklasse, og globaliseringen gør det vanskeligt for regeringerne at forsvare velfærdsstatens sociale sikkerhed.

Disse mange sam- og modvirkende faktorer beskriver Korsgaard, så læseren kan se, at det er vigtigt at forholde sig aktivt til udviklingen. Men bogen skuffer alligevel lidt, for her stopper den. Den spændende og vigtige diskussion om, hvad det betyder for skolen og uddannelseskulturen, og især hvad der kan og bør gøres, berører han kun i antydninger. På en underlig tilfældig måde nævnes det for eksempel, at man i Rødovre ifølge en avisartikel skulle have henvist til 'læsechokket' som baggrund for ændringer i indskolingen. 'Det hellige klasselærerprincip' . . . 'synes at gå på hæld', mener Korsgaard. Ligesom han forudser, at der i en 'ikke alt for fjern fremtid sikkert' bliver indført en form for 'primary school' til og med 5. klasse. Unægtelig spændende spådomme. Men begrundelser og forklaringer er fraværende. Det virker, som om bogen mangler et stort, sidste afsnit, hvor trådene samles, og hvor Korsgaard kunne drage konsekvenser af de mange kilders analyser.

Og så må han ærgre sig over bøffen på side 125, hvor Statens Pædagogiske Forsøgscenter påstås nedlagt af Bertel Haarder.

Kundskabskapløbet

- uddannelse i videnssamfundet

Af Ove Korsgaard

257 sider, 298 kroner

Gyldendal