Ud i det blå

Den gamle konge falder over en spade. Solvej ser det fra sin gynge. Hun iler ham til hjælp, og så kan historien begynde. Den friske pige får den gamle konge, der har set alt, til at genvinde både kræfter og livsmod, fordi hun får ham med ud i det blå, hvor han kan bruge alle sine sanser og mærke foryngelsen snige sig ind under hermelinskåben . . .

Historien er uhøjtidelig og letløbende uden at blive plat, og bogens farvebilleder har samme skær. Historien bliver dog heller aldrig krone. Den er det, den giver sig ud for at være: en læselettekst. Men som letlæsningsbog er den forfriskende. Og man bærer over med, at kongen på bagsidebilledet ser ud til at have behov for en kiropraktor, der kan sætte hovedet på plads.