På landsplan er antallet af kvote 2 ansøgningerne steget med 15.7 procent. Men på UC Nordjylland, som har læreruddannelser i Hjørring og Aalborg, er ansøgertallet steget fra 117 sidste år til 204 i år - altså en stigning på næsten 75 procent.
250 flere har søgt læreruddannelsen
"Det er svært at give en enkelt årsag. Dels er der adgangsbegrænsningen, som betyder, at flere søger via kvote 2 end ellers. Men vi har også arbejdet rigtigt meget med studiemiljøet i Aalborg og Hjørring og fået meget bedre studiefaciliteter. Det kan vi se på vores studentertilfredshed, og de er jo de bedste ambassadører for uddannelsen", siger rektor på UC Nordjylland Niels Horsted. Han har to yderligere mulige årsager: "Vi har knalddygtige undervisere. Det tror jeg også, at de studerende kan mærke og siger videre. Og den sidste ting er, at der er blevet lavet nogle meget seriøse analyser i region i Nordjylland, der viser, at der bliver behov for dygtige og veluddannede lærere i 2017. Så dem der starter nu, kan have en reel forventning om at få job". Hjørring har været et af de læreruddannelsessteder, som har været presset de senere år, men efter de seneste ansøgertal er de absolut ikke lukningstruede, fortæller Niels Horsted. "I Hjørring har de fordoblet ansøgertallet, hvor der 'kun' er tale om 65 procent flere i Aalborg. Indtil for et par dage siden, var vi nervøse for uddannelsens fremtid, men det er vi bestemt ikke mere".
Den nye læreruddannelse trækker I UC Sjælland er ansøgertallet gået fra 73 til 201 - en stigning på 175 procent, og det glæder rektor Ulla Koch meget. "Jeg kan jo ikke vide det. Men der kan være en række unge mennesker, som er i tvivl om de får karaktergennemsnittet 7 til sommer og derfor helgarderer. Og så kan jeg høre, når jeg taler med de unge her i regionen, at der er rigtigt mange, der synes, at den nye læreruddannelse ser spændende ud og giver nogle muligheder ved, at de får kompetence i tre undervisningsfag". Ulla Koch tror måske også, at krisen kan have betydning, fordi flere unge i regionen hidtil har søgt en faglært uddannelse frem for en videregående uddannelse. "Det kan også være at krisen og det, at det bliver svært at få job, betyder noget for den region, som jeg er en del af. Vi kan se det på alle andre uddannelser også. Region Sjælland har altid haft svært ved at leve op til det samme uddannelsesmønster som de øvrige regioner, men det ser ud til i år, at der en stigning på samtlige uddannelser hos os".
UC Nordjylland og Sjælland har boom i læreransøgere
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.