Tyvens tøs

Der er godt nok skummelt ude på Assistens Kirkegård i København. Ja, ikke i dag, hvor besøgende tager solbad i sæsonen, eller turister kikker på mindesmærker efter berømte danskere.

Men dengang, i 1800-tallet, hvor stedet var forholdsvist nyt, var det tilholdssted for illegale sprutsælgere, gravrøvere og et enkelt spøgelse, der havde gjort det til sin opgave at skræmme livet af dem, der syntes, det var spild af resurser at give de afdøde deres smykker med på den ukendte rejse, og derfor gravede dem op i nattens slørende mørke.

Ida bryder sig da heller ikke om stedet. Men efter at hendes far har reddet hende ud af det skrækkelige børneasyl, hvor en geskæftig nabokone havde fået hende anbragt, måtte hun holde sig skjult i et gravkammer, der endnu havde sin permanente beboer til gode. Og det ganske alene, for faderen var forsvundet, formentlig som konsekvens af en druktur eller tyvetogt. Heldigvis bliver hun ven med en vogterdreng, der dels sørger for mælk til den kat, der er hendes bedste trøst, dels hjælper hende ud af kniben, da hun bliver opdaget i sit skjulested af en graver, der har alt andet end rent mel i posen.

Fortællingen inddrager fint og i et letflydende sprog dokumenterede historiske tildragelser på og omkring kirkegården og tilføjer spøgelseslegenden som magisk element i den ellers realistisk fortalte historie. Selv H.C. Andersen kommer forbi og kan ikke nære sig for en seriøs advarsel til Ida om at undgå at sælge sine svovlstikker ved vintertide.

Godt og troværdigt tidsdokument og spændende historie for mellemtrinet.