Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Tysk

Du bist dran 1

Karen Porsborg Nielsen
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

(Textbuch, Schülerguide, Lehrerguide, lærerens cd-sæt)

Af Tanja Jessing og Annette Smidt Jørgensen

Serie: Du bist dran

Textbuch 136 sider, indlagt cd 48 minutter, 195 kroner

Schülerguide 126 sider, 127,50 kroner

Lehrerguide 214 sider, 593,75 kroner

Lærerens cd-sæt 91 minutter, 662,50 kroner

Alinea

'Du bist dran' kommer vidt omkring i en materialerigdom og alsidighed, der vil dække såvel elevers som læreres behov for afveksling og information.

Om det er det norske forbillede eller forfatterne selv, der har gjort udslaget, skal jeg ikke kunne bedømme, men her findes et solidt og samtidig lækkert fundament for tyskundervisningen i 7. klasse.

I et fyldigt didaktisk afsnit i Lehrerguide redegøres for de pædagogiske hjørnestene, som systemet hviler på. Eleverne skal gøres til bevidste og kreative sprogudøvere, som får mål og midler nøje forelagt, og som evaluerer løbende ved hjælp af logbog, portfolio og spørgsmål i Schülerguide til det enkelte netop overståede kapitel.

I det hele taget afløses det slidte og passiviserende begreb øvehæfte af noget langt mere forpligtende og perspektivrigt. Schülerguide forekommer mig at ramme plet i forhold til det, som vi og læseplanerne vil frem til.

Det er en flergangsbog, som indeholder mange forslag til elevernes mundtlige og skriftlige aktiviteter i forskellige grader af samarbejde.

Textbuch rummer tolv kapitler med fokus på de velkendte begynderemner frisket op med nye indfaldsvinkler som Schule und Mode, Fussball und Liebe samt Kurzprosa. Det rigtigt nye udgøres dog af emnet Österreich auf eigene Faust, hvor Textbuch udelukkende rummer tre smukke billeder fra Østrig, der skal vække elevernes interesse. Elevernes arbejde skal forme sig som en fiktiv rejse gennem landet, hvor forlagets hjemmeside rummer arbejdsmaterialet. Basistekster om Østrig indeholder opgaver og yderligere faktatekster, der lægger op til brug af Internettet til planlægning af en rejse.

Fælles for alle de øvrige kapitler er, at de indeholder A- og B-tekster, hvor førstnævnte kategori er lettest, og som tilsammen giver de basale informationer og det tilhørende ordforråd. Det forudsættes, at klassen arbejder fælles med disse tekster, hvis lydside findes på lærerens cd. På elevens cd findes C-teksterne, som er mere komplekse, og hvor der forudsættes selvstudium. Desuden rummer elevens cd Hörtexte, der samler op på de basale tekster, inden arbejdet med aktiviteterne i Schülerguide begynder. Lydteksterne er indtalt i et tydeligt, men alligevel vekslende og nuanceret tysk. Tempoet virker naturligt uden at blive alt for hurtigt.

Anskaffelsesprisen for dette tysksystem vil forekomme høj, men man skal huske, at alle bøger genbruges, og at man får et materiale, der har så mange muligheder, at det bliver næsten overflødigt at anskaffe supplerende materialer til klassetrinnet.

Jeg ser det som et helt nødvendigt skridt, at eleven kommer over i en udfarende rolle. På trods af mange gode viljer og spændende indhold er det ikke indtil nu lykkedes bredt at gøre eleverne til selvstændige og bevidste sproglearnere. Hvis man, som der lægges op til i 'Du bist dran', helt fra starten med det nye sprog kommer væk fra at nurse sine elever igennem tysktimerne, er der et langt større håb om, at vi får elever, der er bevidste om, hvad de vil, og hvordan de opnår det, og som kan videreføre disse evner i det efterfølgende liv.

Karen Porsborg Nielsen

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Tysk

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS