Ved Hugo Bebler og Georg Schjørring
Textbuch, 160 sider, 122,50 kroner
Übungsbuch (flergangsbog), 112 sider, 85 kroner
Lydbånd, tre stykker, 450 kroner
Metodisk vejledning med kopisider
A4, 190 sider, 375 kroner
Alinea
Focus Deutsch 2 er beregnet til andet års tyskundervisning (8. klasse). Tekstbogen har et sådant omfang, at det i forhold til det vejledende timetal (fire timer ugentlig) vil være nødvendigt at vælge ud. Omfanget giver også mulighed for at vælge ud i forhold til princippet om undervisningsdifferentiering.
De fleste kernetekster er bygget op som en fortælling/case, hvor der er blevet indbygget Kulturkunde, for eksempel om traditioner, sport, miljø, overtro, præsentation af byer, lommepenge, mobning og venskab, fritid og ferie, skoleforhold, husdyr, udlændingeproblemer. Temaerne er bygget op ved hjælp af information, humor, spænding og eftertænksomhed. Dialoger, statistikker, dagbog, digte, artikler og sange er andre teksttyper, der danner udgangspunkt for tekstarbejdet. De fleste tekster er indtalt på bånd. Informationstekster med realiastof både om Danmark og Tyskland kommer løbende gennem hele tekstbogen. Det kunne have været en opgave for eleverne at søge de danske informationer. Nogle af infoteksterne er sat ind i en større sammenhæng, andre er placeret mere løsrevent. Tekstbogen signalerer tydeligt, at der lægges meget stor vægt på tekstlæsning med fokus på indholdssiden. Teksterne er linjetalte; det kan være en god støtte i læseprocessen. Det er mit indtryk, at siderne er teksttætte. Kerneteksternes lay-out varieres meget lidt. Flere illustrationer kunne 'åbne' siderne og illustrere og uddybe teksternes indhold og dermed lette forståelsen. Brug af mellemrubrikker ville også have lettet adgangen til teksterne. Læsestrategimulighederne øges, hvis der er hjælp at hente i variation af typografi og billedmateriale. Jeg savner den gode litterære historie, der for eksempel lægger op til at arbejde ud fra den opdagende tekstpædagogik. Der ligger mange kreative opgaver gemt i den tekstpædagogik.
Opgaverne i tekstbogen er formuleret på tysk - en god ide - og lægger overvejende op til mundtlige aktiviteter for eksempel diskussion, dramatisering, sammenlignende opgaver med indbygget identifikation, interview, fortsættelse af historien. Der lægges meget vægt på, at eleverne skal begrunde deres udsagn. De skriftlige opgaver er begrænsede og lægger op til at skrive en beretning til en avis, skrive en notits og svare på spørgsmål. Opgaverne kommer ind efter læsningen. Opgaver og læsestrategiøvelser før og under læsningen ville have været en god støtte for eleverne i læseprocessen, men der er jo altid mulighed for, at læreren og eleverne selv kan formulere sådanne opgaver.
Øvebogen henvender sig direkte til eleven; derved kommer den enkelte elev i centrum. Hvert kapitel indledes med tydelige delmål, der muliggør en løbende, intern evaluering af det faglige udbytte, som er en forudsætning for, at undervisningsdiffenrentieringen kan gennemføres. Materialet gør meget ud af den interne evaluering gennem varierede test og prøver; dette øger elevernes bevidsthed om egen læring og ansvaret herfor. Øvebogens koncept er det samme som øvebogen til Focus 1 med faste overskrifter, der specifikt fokuserer på ordindlæring, orddannelse, tekstarbejde, sprogopdagelse, grammatik, syntaks, tale, skrive, pantomime, oversættelse, lytteøvelser, frie opgaver. Figuren Oskar bruges til at træne fejlsøgning i tekster. Denne komposition giver eleverne et godt overblik over de byggeklodser, der er medvirkende til, at de lærer at forstå og gøre sig forståelig på tysk - hovedformålet med sprogundervisningen, som forfatterne udtrykker det i den metodiske vejledning. Der arbejdes systematisk med grammatikken, og basisområderne bearbejdes grundigt. Minigrammatikken bag i bogen kan bruges som opslagsbog. Eleverne opfordres til at skrive logbog, når de arbejder på egen hånd; god idé, da det øger elevernes ansvar for egen læring.
Den metodiske vejledning er en nødvendig forudsætning for læreren. Her gør forfatterne rede for nogle overordnede didaktiske og metodiske overvejelser og kommer med råd og konkrete anvisninger. Der gives for eksempel idéer til arbejdet med lyttetekster, læsetekster, tale- og skriveopgaver og kultur og samfundsforhold. Afsnittet om den løbende, interne evaluering er meget informativt. Vejledningen indeholder også test og prøver, idéoplæg til selvstændigt arbejde, ekstra ordøvelser og grammatikøvelser, ekstra læsetekster, nogle med stor sværhedsgrad, manus til lytteteksterne og facit til de lukkede opgaver. Vejledningen indeholder ikke en detaljeret gennemgang af de enkelte kapitler. Der lægges op til, at læreren sammen med eleverne tilrettelægger, gennemfører, evaluerer og justerer undervisningen.
Focus 2 lægger op til et meget målrettet arbejde med de kommunikative færdigheder, sprog og sprogbrug, sprogtilegnelse og kultur og samfundsforhold i overensstemmelse med den vejledende læseplan. Et system kan ikke rumme alle vores ønsker; for at lette undervisningen vil det være en god ide at supplere materialet med nogle flere spil og lege og andre kreative indfald.
Anne Grete Egede Andersen
Tysk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.